Amerikansk borgmester dræbt i insider-angreb

Den 39-årige borgmester i byen North Ogden i Utah, Brent Taylor, blev lørdag dræbt i et angreb i Kabul

Borgmesteren i den lille by North Ogden i delstaten Utah, Brent Taylor, blev lørdag dræbt i et formodet insiderangreb i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det rapporterer avisen Salt Lake Tribune.

En anden amerikansk soldat blev såret i angrebet, oplyser embedsmænd fra det amerikanske militær.

Den 39-årige far til syv Brent Taylor var medlem af Nationalgarden i Utah.

Viceguvernør i delstaten Spencer J. Cox bekræfter i et opslag på Facebook, at borgmesteren er død.

- Frygtelige nyheder. North Ogdens borgmester, Brent Taylor, blev dræbt i dag, mens han tjente i Afghanistan, skrev viceguvernøren lørdag.

- Jeg hader dette. Jeg kæmper med at finde ord. Jeg elsker borgmester Taylor, hans fantastiske hustru Jennie og hans syv søde børn. I dag græder Utah for dem. Igen har denne krig kostet os det bedste blod.

Brent Taylor blev udstationeret til Afghanistan i januar for Nationalgarden i Utah. Udstationeringen skulle efter planen have varet 12 måneder.

Taylor har tidligere været udsendt til Irak to gange og en gang til Afghanistan.

Da han senest blev udstationeret i januar, fortalte han lokale medier, at han som efterretningsofficer ville gøre tjeneste som en del af et hold af rådgivere, som træner afghanske kommandosoldater.

- Lige nu er der brug for min erfaring og mine færdigheder i vores lands langvarige krig i Afghanistan, sagde han.

- Præsident Trump har beordret flere soldater til Afghanistan, og en del af den nye strategi fokuserer på at udvide kapaciteten blandt de afghanske kommandoenheder.

Brent Taylor blev valgt til borgmester i North Ogden, en lille by med 17.000 indbyggere nord for Salt Lake City, i 2013.

Salt Lake Tribune skriver, at han blev dræbt i et formodet insiderangreb i Kabul lørdag morgen.

Foreløbige meldinger går på, at angrebsmanden var et medlem af Afghanistans sikkerhedsstyrke, hvorfor det bliver kaldt et insiderangreb.

Angrebsmanden blev øjeblikkeligt dræbt af afghanske soldater, oplyser Nato ifølge Salt Lake Tribune.

Utahs guvernør, Gary Herbert, vil holde en pressekonference om dødsfaldet søndag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere