Amok i retten: Seks betjente lå på sigtet

Sigtet for at have tæsket fange i kælder og for narkohandel: En af tre sigtede erkender sig skyldig i samtlige sigtelser, men hævder at have været alene om dem

Flere blev mandag aften anholdt i dette hus i Jungshoved. Tre bliver lige nu fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen
Flere blev mandag aften anholdt i dette hus i Jungshoved. Tre bliver lige nu fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster. Foto: Per Rasmussen

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): Et grundlovsforhør udviklede sig til et højspændt drama, hvor seks politibetjente måtte overmande en ung mand, som sammen med to andre er mistænkt for en række alvorlige forbrydelser.

- Dørene fløj lige op, og der ligger seks betjente oven på manden, som råber og skriger. Det hele flyver rundt derinde, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet.

De er sigtet for en stribe forhold efter mandag eftermiddag under en stor politiaktion i Jungshoved at være blevet anholdt under mistanke for narkotikakriminalitet.

Hvad angår den sigtelse, har de tre ifølge politiet opbevaret 42 kilo hash, 680 gram kokain og en mængde amfetamin med henblik på videresalg.

Derudover er de sigtet for mellem 5. og 6. november at have frihedsberøvet en person i en kælder på Københavnsvej nord for Vordingborg. Ifølge politiet har mændene tæsket manden, som har fået et 'ukendt antal slag og skader'. Ifølge sigtelsen forsøgte mændene at presse personen til at betale 40.000 kr., som angiveligt blandt andet omfatter en dummebøde og er penge, som personen efter politiets opfattelse skylder for narko. Ifølge politiet blev mændenes fange på et tidspunkt smidt i bagagerummet på en bil og transporteret til en adresse på Lolland.

Spyttede vand på gulvet
Allerede ved grundlovsforhørets begyndelse var stemningen på kogepunktet, da den første af de tre sigtede blev ført ind af to civile betjente.

Se også: Stor politiaktion: Syv anholdt

Manden prøvede af alle kræfter at vriste sig fri for at komme hen til to unge piger, som tilsyneladende er veninder, og havde sat sig på første række i retssalen.

Da politiet forsøgte at forhindre manden i hans forehavende, eksploderede han, hvilket fik betjentene til at tage et hårdere greb i manden:

- Slip min fucking nakke. Jeg smadrer jer begge to, spruttede manden, som er høj og tatoveret opad begge kinder og nakke.

Betjentene trak herefter manden til side og forsøgte at tale ham ned, hvorpå de lod ham gå over og sige hej til den ene af de to piger.

Fucking sulten
Dommeren forsøgte ihærdigt at få dæmpet den ifølge Ekstra Bladets udsendte meget larmende mand, som ud over at spytte vand ud over gulvet, pludselig råbte:

- Jeg er fucking sulten.

Derpå blev endnu en mand - spinkel og iført sort dynejakke - ført ind af endnu et par betjente. Manden virkede nervøs og trippede meget højlydt, før han kastede sin jakke tre-fire meter over på en stumtjener med ordene:

- Her er fucking varmt.

Politiet forsøgte uafbrudt at tysse på mændene, mens den sidste sigtede blev ført ind. Han er lille og har mellemblond skæg.

Forsøgte at flygte
Mens to af de sigtede nægter sig skyldige i stort set alle sigtelser, påtog den tredje sig hele molevitten, før dørene til retten blev lukket på anklagemyndighedens begæring.

En af dem erkendte at have haft en lille mængde narkotika på sig under gårsdagens anholdelse, men nægtede derudover alt, mens dommeren gentagne gange beordrede ro i retssalen.

Det fik manden, som erklærer sig skyldig i striben af lovovertrædelser, til højlydt at råbe:

- Gu' fuck vil jeg ej.

Dommeren prøvede herpå at forklare ham, at det var noget, han bestemte, hvortil den sigtede konstaterede, at det var noget, de kunne diskutere resten af eftermiddagen.

Fængslet
Det nåede de dog ikke, før betjentene pludselig lå oven på manden. Det skete, efter at dørene til retssalen var blevet lukket, og Ekstra Bladet ved derfor ikke, hvad der gik forud for, at manden forsøgte at komme ud af retssalen og måtte holdes nede.

Forinden havde han præciseret, hvordan det hele ifølge ham hænger sammen. Og skal man tro den udlægning, blev mændenes fange ikke transporteret i et bagagerum og ikke afpresset for 40.000, men 'kun' 32.000 kroner.

Efter blandt andet at have låst dørene til retssalen blev grundlovsforhøret gennemført, og dommeren valgte at varetægtsfængsle den aggressive trio indtil 16. december.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere