Anbragte pædofile har frit spil: Ansatte føler sig magtesløse

Ledelsen på Kofoedsminde har en ambition om at få lov til at jamme al digital kommunikation for de drabs- og voldtægtsdømte pædofile. Men indtil videre forhindrer serviceloven de ansatte i at gøre noget effektivt ved problemet med børneporno, hævder viceforstander.

Det er umuligt med den nuværende lovgivning helt at forhindre landets farligste kriminelle seksualforbrydere i at få fingre i børneporno og at opsøge mindreårige, hævder ledelsen på Kofoedsminde i Rødby. (arkivfoto: Thomas Lekfeldt)
Det er umuligt med den nuværende lovgivning helt at forhindre landets farligste kriminelle seksualforbrydere i at få fingre i børneporno og at opsøge mindreårige, hævder ledelsen på Kofoedsminde i Rødby. (arkivfoto: Thomas Lekfeldt)

Det er umuligt helt at undgå, at landets farligste kriminelle seksualforbrydere fortsætter med at begå seksuelle krænkelser mod mindreårige, efter at de er blevet dømt for seksuelt motiverede drab og voldtægter af børn og anbragt på det lukkede sikringsafsnit Kofoedsminde i Rødby.

Det fortæller viceforstander på Kofoedsminde ved Rødby, Flemming Lund, der i dag har en af sine anbragte i retten. En pædofil morder er tiltalt for at besidde børneporno, hvilket selvfølgelig frustrerer viceforstanderen.

Se også: Vanessa kvalt som fire-årig: Nu er drabsmanden tiltalt for børneporno

Som det er i dag skal de anbragte ifølge serviceloven have adgang til mobiltelefon eller computer. Blandt andet for at kunne kommunikere frit med myndighederne. Og selv om der for et par år siden kom en ændring af serviceloven, så det nu er muligt for de ansatte at fratage digitale kommunikationsmidler fra en anbragt, hvis det skønnes nødvendigt, så er det langt fra tilstrækkeligt for at forhindre børneporno i at flyde frit på stedet.

- Der findes ikke en facitliste, hvor man kan slå op og sige, at sådan gør vi. En gang imellem kikser det, siger Flemming Lund.

Han taler om episoder, hvor det alligevel er lykkes en af de domsanbragte at få en anden til at hjælpe sig med eksempelvis at skaffe enten en computer, hvis det da ellers ikke er decideret børneporno, som de anbragte udveksler med hinanden.

Det er sket flere gange i løbet af de seneste år med USB-penne.

For de anbragte sidder der for det samme og frygter tilsyneladende ikke at blive opdaget.

Hver og en er allerede idømt lovens strengeste straf. Forvaring på ubestemt tid. Først når en læge mener, at de ikke længere er til fare for deres omgivelser, kan de sluses ud fra stedet.

Flere pædofile er ligeglade

Det betyder også, at ingen kan straffes for de ugerninger, de begår, mens de er anbragt. For som forvaringsdømt er der ikke yderligere sanktionsmidler i Danmark.

- Nogle kan godt se, at det er forkert, hvad de gør. Men der er også andre, der er fuldstændig upåvirkelige, forklarer Flemming Lund.

Aktuelt er 41-årige CJ tiltalt ved retten i Nykøbing Falster for fire tilfælde, hvor han er blevet opdaget i at have børneporno på sin computer. I 2001 blev manden dømt for at kvæle fireårige Vanessa Jessen, som han også seksuelt forulempede.

Han har siden siddet anbragt på Kofoedsminde. Og når anklager Kristine Thorndal fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fører sagen for anklagemyndigheden ved retten i Nykøbing Falster torsdag, så gør hun det i erkendelse af, at det nok ender med, at CJ bliver sendt hjem til Kofoedsminde blot med en løftet pegefinger.

- Vi kan ikke straffe forvaringsdømte. Men vi vil gerne signalere, at det ikke er okay at fortsætte kriminaliteten, selv om man er anbragt, siger senioranklager Charlotte Grænge Larsen fra samme politikreds.

Ansatte er frustrerede

Ifølge Flemming Lund er der et udtalt ønske om et effektivt redskab, som en gang for alle vil gøre det umuligt for de anbragte både at downloade børneporno og at krænke mindreårige på ny ved at opsøge dem på internettet. Det er nemlig sket i andre tilfælde, at piger og drenge er blevet kontaktet og bedt om at sende nøgenbilleder af sig selv.

- De ansatte er naturligvis også frustrerede. Vi ved jo godt allesammen, at det værste man kan forestille sig som mor eller far, det er, hvis ens lille pige bliver kontaktet af en pædofil. Vi har en drøm om at tage en hel afdeling og jamme den. Altså at lægge den ned elektronisk, som man kender det fra forsvaret. Så vil hverken mobiltelefoner eller computer fungere. Men vi må ikke, siger Flemming Lund.

Og det er altid om at finde en balancegang mellem behandling og straf på stedet.

- For vi er en social institution. Det er serviceloven, vi er omfattet af. Straffeloven taler om straf, og vi skal ikke straffe. En læge har netop vurderet, at beboerne her på stedet ikke er egnet til straf, forklarer Flemming Lund.

Der er 34 sikrede pladser på Kofoedsminde, hvor der også sidder anbragte, som er dømt skyldige i ildspåsættelse og voldtægter og drab på voksne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere