Anden brand på en uge: - Ubehagelig meningsløs vandalisme

Tekniske undersøgelser skal fastslå, at der er tale om påsatte brande på det nyrenoverede Hjulmandens Hus

Endnu en gang er der blevet stukket ild til det 205 år gamle hus. Video: Kenneth Meyer.

For anden lørdag nat i træk måtte brandvæsnet rykke ud til en brand i det 205 år gamle Hjulmandens Hus på Herlev Bygade i Herlev. Ilden blev dog hurtigt slukket.

Ifølge vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi Michael Bundgaard er det endnu for tidligt at udtale sig om, hvorvidt branden i det stråtækte hus er påsat. Anmeldelsen kom klokken 2.54 natten til søndag. Mandag bliver der lavet en gerningsstedsundersøgelse.

- Det er jo påfaldende, at det er sket to gange på en uge...?

- Det er mistænkeligt i sig selv. Det kan vi godt blive enige om. Men de nærmere tekniske undersøgelser bliver lavet i morgen, og så er vi meget klogere, siger vagtchefen.

Der har været brand i et af Herlevs ældste huse i nat. Den 205 år gamle bygning Hjulmandens Hus på Herlev Bygade blev indviet igen 20. februar 2019, efter det er blevet malet og har fået lagt nyt stråtag. Foto: Kenneth Meyer 112 - 19. maj. 2019 - kl. 08:50 Netop renoveret: Brand i 205 år gammelt hus

Bo Zabel (A), der er formand for husets bestyrelse, kalder det 'rystende', at der igen har været brand i huset, der blev renoveret for et halvt år siden.

- Det er frygtelig ubehageligt. Jeg, mine medhjælpere og andre har gået og lavet så mange ting i det hus, og så sker der sådan en meningsløs vandalisme mod et 205 år gammelt hus. Det er skørt, siger han.

Branden i huset blev hurtigt slukket af brandvæsnet, så der er ikke opstået store skader. Foto: Kenneth Meyer
Branden i huset blev hurtigt slukket af brandvæsnet, så der er ikke opstået store skader. Foto: Kenneth Meyer

Han er selv valgstyrer i dag og har derfor ikke haft mulighed for at komme ned til huset.

- Jeg vil vurdere efter de billeder, jeg har set, at det stadigvæk er stråtaget, man er efter. Man ved ikke, hvorfor folk kan finde på sådan noget. Men folk finder jo på så meget, siger han.

I forbindelse med, at taget blev lavet for et halvt år siden, blev der etableret en brandhæmmende dug, ligesom tækkerørene også er lavet med noget brandhæmmende.

- Og så har brandvæsnet endnu en gang været hurtigt ude, siger Bo Zabel som årsag til, at branden ikke udviklede sig voldsommere.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Han har ikke hørt noget om, hvordan ilden opstod sidst eller denne gang.

- Ikke andet end at der var fest i byen sidste lørdag. Men hvad det kan have forårsaget det denne gang, om det bare er spænding, det ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke, om det er påsat, men det ser sådan ud, siger han og tilføjer, at det eneste, de ved, er, at branden ikke er opstået indefra. Det er altså noget udefrakommende, der har forårsaget branden.

- Har I grund til at tro, at nogen har set sig sure på nogen eller noget?

- Nej. Det er jo så fredsommeligt, det der sker dernede. Det er hverken politisk eller religiøst. Alle kan jo komme der. Alle Herlev-borgere er velkomne, og også alle andre borgere rundt omkring. Det er et foreningshus. Så det er lidt underligt, at sådan noget sker.

Sådan så det ud, da brandvæsnet rykkede ud til brand i huset sidste lørdag. Foto: Kenneth Meyer
Sådan så det ud, da brandvæsnet rykkede ud til brand i huset sidste lørdag. Foto: Kenneth Meyer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere