Angrebet skoleleder: - Vi ved udmærket, hvem de er

Rektoren på den muslimske friskole DIA Privatskole kender de mænd, der trængte ind på kontoret fredag eftermiddag

Skolelederen på privatskolen er udmærket klar over, hvem de personer er, der troppede op på kontoret fredag. Foto: Linda Johansen
Skolelederen på privatskolen er udmærket klar over, hvem de personer er, der troppede op på kontoret fredag. Foto: Linda Johansen

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

- Der var en utrolig ubehagelig stemning!

En lærer sprang ud af et vindue, og skolelederen måtte eskorteres væk af politiet fredag eftermiddag, da 15-20 mænd, hvor flere var iført sorte uniformer, trængte ind på kontoret på den muslimske DIA Privatskole på Nørrebro i København.

- Vi ved udmærket, hvem nogle af de voksne er – og episoden er meldt til politiet. Sådan en opførsel kan vi på ingen måde acceptere, siger Michael Gravesen, der er leder på skolen, til Ekstra Bladet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Stemningen var ifølge Michael Gravesen utroligt ubehagelig mandag morgen, da flere tidligere forældre igen var mødt op på skolen. Foto: Privatfoto.
Stemningen var ifølge Michael Gravesen utroligt ubehagelig mandag morgen, da flere tidligere forældre igen var mødt op på skolen. Foto: Privatfoto.

Mandag morgen var den gal igen. Skolelederen var mødt tidligt ind for at få overdraget de nye nøgler til skolen, som politiet havde fået lavet, da de var tvungne til at lukke skolen om fredagen.

Samtidigt med børnene ankom til skolen, troppede en større gruppe mænd op, der også ville udtrykke deres utilfredshed, og politiet måtte hjælpe til og sørge for, at det kun var forældre, der skulle aflevere børn, der kom ind på skolen.

- Det hele var en stor pærevælling. Der var forældre, som bare ville aflevere deres børn, og ikke anede noget om balladen, og der var gruppen som skabte en utroligt utryg stemning. Flere af dem kunne jeg genkende fra episoden fredag, siger Michael Gravesen.

Flere børn udvist
Siden skolelederen tiltrådte stillingen i sommeren 2017, er 11 børn blevet smidt ud af skolen, og det er ikke småting, der skal til, hvis et barn skal smides ud - ofte er det engang børnene, der er problemet.

- Lige op til jul måtte vi bortvise flere børn uden det egentligt havde noget med børnene at gøre, siger skolelederen.

- Det er få forældre, der er problemet, men de forældre har flere børn på skolen, og så må vi desværre sige farvel til dem alle sammen. Det er ikke en menneskeret at gå på friskole.

Det var på dette kontor, at de 15-20 mand mødte uanmeldt op fredag. Foto: Linda Johansen
Det var på dette kontor, at de 15-20 mand mødte uanmeldt op fredag. Foto: Linda Johansen

Der er en hel klar procedure, der skal følges, når børn smides ud af DIA Privatskole. Først kommer forældrene til samtale på skolen, hvor de orienteres om udmeldelsen af deres barn, og efterfølgende vil de modtage en mail fra skolen, hvor der står det samme.

- Uden at jeg kan udtale mig om nogen konkrete sager, så kræver vi generelt, at der er en positiv omgangstone – både blandt lærere, børn og forældre, siger rektoren.

- Vi har gjort alt efter bogen – i flere tilfælde har vi oven i købet givet flere chancer og forlænget tid, før det kom til udmeldelsen.

- Hvis forældre kommer med trusler eller for eksempel misbruger skolens intranet, så er det et klart brud på vores regler, og så bliver vi desværre nødt til at stoppe samarbejdet med forældre og børnene.

Skolen står sammen

I spidsen for fredagens uanmeldte besøg på skolens kontor stod den tidligere bestyrelsesformand for skolen, den selv samme mand, der ansatte Michael Gravesen, Mohammed Errifi.

Det var dette vindue, en lærer var nødt til at flygte ud af fredag eftermiddag. Foto: Linda Johansen.
Det var dette vindue, en lærer var nødt til at flygte ud af fredag eftermiddag. Foto: Linda Johansen.

Ifølge skolelederen er han og flere af de andre forældre, der var med, sure over, at de ikke længere har magten på skolen.

- Det er et spørgsmål om magt, men vi har ikke brudt nogen regler, og vi vil ikke acceptere at noget lignende sker en anden gang. Bestyrelsen er fuldt ud orienteret om sagen, og vi står sammen på skolen, siger Michael Gravesen.

Episoden er meldt til politiet, men Michael Gravesen vil ikke komme nærmere ind på sagen.

Ekstra Bladet har flere gange forsøgt at komme i kontakt med Mohammed Errifi og andre, der var med om fredagen, men uden held.

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.