Anholdt efter ni minutter

Butikstyve gemte sig i en bil, men det var nemt for hundepatruljen at snuse sig frem til dem

Der skulle ikke gå længe før fire rumænske tyveknægte med lidt for lange fingre, blev nappet af Syd- og Sønderjyllands Politi

Helt præcist gik der ni minutter fra anmeldelse til anholdelse.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

En årvågen borger havde natten til fredag lagt mærke til, at nogle personer opførte sig mistænkeligt ved herretøjsforretningen Bechsgaard i centrum af Varde.

Gik stærkt
Herefter blev politiet tilkaldt klokken 01.32.

Ved politiets ankomst var gerningsmændene flygtet, men takket være et grundigt signalement fra anmelder var det muligt for politi og hundepatrulje at finde gerningsmændene.

De gemte sig i en personbil.

Da fælden klappede, slog klokken 01.41.

Og anmelderen gjorde klogt i at tilkalde ordensmagten. For i bilen fandt politiet værktøj, der kan knyttes til forsøg på indbrud i forretningen.

En erkender
De anholdte er alle rumænske statsborgere, tre mænd og en kvinde, og mellem 20 og 43 år.

Retten i Esbjerg har desuden afgjort, at de alle skal varetægtsfængsles i fire uger.

En af de fire erkender sig skyldig, mens de andre bedyrer deres uskyld.

Den videre efterforskning bliver foretaget af Udlændingekontrolafdeling Vest, da man mener, at der kan være tale om omrejsende, udenlandske kriminelle.