Anholdt: Er han dagens mest klodsede indbrudstyv?

Træls: Kørte galt nær politistationen med tyvekoster fra et friskt indbrud hos en familie i Helsingør

- Det er heldigvis ikke alle kriminelle, der er så skarpe.

Sådan siger vagtchef ved Nordsjællands Politi David Borchersen til Ekstra Bladet, efter en indbrudstyv klokken 7.44 fortsatte ligeud i rundkørslen Skindersøvej-Kongevejen ved Espergærde.

Den klodsede unge mand, som klokken 05.14 havde vækket en familie under sit indbrud i deres hus på Blichersvej i Helsingør, bragede nu ind i helleanlæg - og i et træ for til sidst at ramme en anden personbil.

Dog uden, at nogen kom til skade.

Men politiet, som har en station lige i nærheden, kom hurtigt til ulykkesstedet, hvor de ret problemfrit lagde den formodede gerningsmanden i håndjern.

- Noget tyder på, at han var i en tilstand, der ikke er egnet til kørsel, så der blev udtaget en blodprøve, siger David Borchersen, som oplyser, at det ikke er første gang, politiet har truffet manden.

I bilen fandt man et kørekort tilhørende faren i den familie, som præcis to og en halv time tidligere havde haft et besøg, som manden stak af fra, da familien vågnede.

Han løb derfra med en pung og en telefon, men nu sidder han i detentionen, mens Borchersens kollegaer skriver en rapport, hvorefter Nordsjællands Politi tager stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør eller hvad der ellers skal ske.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere