Anholdt for drabsforsøg: Ville slå kæresten ihjel

En 42-årig mand bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør - sigtet for at have forsøgt at dræbe sin kæreste ved at kvæle hende

OPDATERET KLOKKEN 15: Den 42-årige mand er blevet varetægtsfængslet i 14 dage

--- --- ---

En mand fra Esbjerg kræves varetægtsfængslet, efter han - ifølge politiet - forsøgte at slå sin kæreste ihjel.

Den 43-årige kvinde blev kvalt i et hus i Esbjerg og var efterfølgende i livsfare, oplyser vagtchef Jan Stokholm, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Mærker efter kvælertag
Overfaldet fandt sted lørdag omkring klokken 14.30 i Daddellunden i den østlige del af Esbjerg.

- Da vi kom til stedet, kunne vi se, at kvinden havde mærker efter kvælertag, og vi skønner, at hun har været i livsfare. Derfor efterforskes sagen som et drabsforsøg, siger Jan Stokholm til Ritzau.

Han uddyber over for Ekstra Bladet, at kvinden var ved bevidsthed, da politiet ankom, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvad der gør, at man mener, hun har været i livsfare.

Startede som husspektakler
Det var en af naboerne, der ringede til politiet og anmeldte sagen, der begyndte som såkaldte husspektakler.

Manden blev anholdt på stedet og fremstilles senere i dag i grundlovsforhør. Det er endnu uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)