Anholdt for sex-overgreb på lille pige

Politiet mener at have fundet den mand, som i går antastede en seksårig pige nær en skole

Politiet mener at have fundet frem til den yngre mand, som i går antastede og begik et seksuelt overgreb mod en blot seksårig pige nær en skole.

I går eftermiddag fik politiet i Nordsjælland en anmeldelse om at den lille pige havde været udsat for et seksuelt overgreb af en ukendt gerningsmand i nærheden af Ådalens Skole i Frederikssund. En anmeldelse som politiet tog særdeles alvorligt.

Efterforskningen førte frem til, at Nordsjællands Politi i dag torsdag anholdt en 20-årig mand fra lokalområdet. Den mistænkte er nu i politiets varetægt, mens politiet torsdag aften foretager flere undersøgelser i sagen.

I en pressemeddelelse siger politiet dog, at de mener, at mistanken mod den anholdte er så stærk, at de vil have ham for en dommer St. Bededag med krav om varetægtsfængsling.

Politiet vil ikke komme med nærmere detaljer. Men oplysninger i går til sn.dk gik på, at en mand ifølge pigens forklaring inviterede hende til at lege i krattet, men også at pigen gjorde modstand.

Nordsjællands Politi  skriver i deres pressemeddelelse i dag, at de gerne vil rose kommunens ansatte og borgere i Frederikssund for alle de henvendelser, der er kommet ind i sagen.

- Henvendelserne har været en afgørende faktor for, at Nordsjællands Politi kunne få identificeret en mistænkt og få foretaget anholdelse allerede i dag, skriver Per Thuesen, vicepolitiinspektør.

Forældrene til børn på skolen fik besked om hændelsen via skolens intranet. Kommunens øvrige skoler og klubber blev desuden orienteret i går.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere