Anholdt i Marokko: Forbindes med international narkoring

De to anholdte danskere vil blive begæret udleveret til Danmark

To danske mænd blev lørdag anholdt i Tanger i Marokko. Dette billede er ikke fra anholdelsen. Foto: Marcos Moreno/Ritzau Scanpix
To danske mænd blev lørdag anholdt i Tanger i Marokko. Dette billede er ikke fra anholdelsen. Foto: Marcos Moreno/Ritzau Scanpix

De to danskere, som blev anholdt i Tanger i Marokko lørdag, mistænkes for at være en del af en stor, international narkoring.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Det er vores opfattelse, at de to mænd var de sidste, vi manglede af de personer, som vi mistænker for at have forbindelser til narkoringen, siger vicepolitiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest (SEV) Morten Vegger til Ekstra Bladet.

Der er tale om to mænd fra Horsens på 25 og 36 år. Siden 2018 har mændene været internationalt efterlyst i forbindelse med en omfattende sag om narkosmugling, der er blevet efterforsket af SEV.

Mistanke: Smuglede flere tons hash
I en koordineret, europæisk politiaktion slog SEV 7. marts 2018 sammen med flere andre lande til mod en stor, international narkoring, som trækker tråde til Sverige, Holland og Danmark.

Narkoringen mistænkes for at have smuglet flere tons hash, herunder til Danmark.

Aktionen førte dengang til, at i alt 20 personer blev anholdt. 15 personer i Horsens og en person i Himmerland, mens tre personer blev anholdt i Sverige og en enkelt i Holland.

17 af de anholdte blev efterfølgende varetægtsfængslet.

De to danske mænd på 25 og 36 år blev varetægtsfængslet in absentia og har været efterlyst lige siden. Efter anholdelsen i Marokko vil de blive begæret udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgelse.

- Ved I, hvornår de to vil blive udleveret til Danmark?

- Det kan jeg ikke sige noget om, siger vicepolitiinspektør Morten Vegger.

900 kilo hash
Under aktionen i 2018 blev der beslaglagt omkring 900 kilo hash.

Med efterforskningen har politiet i alt beslaglagt 1,7 tons hash og 11 kilo kokain. Desuden har man fundet store pengebeløb, om end politiet ikke ønsker at oplyse, hvor store beløb det drejer sig om.

Det blev i forbindelse med aktionen dengang heller ikke oplyst, hvor i Europa hashen har været opbevaret, eller hvor man beslaglagde den.

Vicepolitiinspektør Morten Vegger ønsker i dag stadig ikke at besvare dette spørgsmål.

Andre narkosager
Politiet fortalte i forbindelse med den store aktion i 2018, at der var blevet foretaget en lang række ransagninger og undersøgelser i andre lande. De aktioner havde ført politiet på sporet af andre narkosager med andre gerningsmænd.

I disse sager var der samlet blevet beslaglagt yderligere 500 kilo hash, 42 liter amfetamin-olie, der svarer til cirka 60 kilo amfetamin, 20 kilo kokain, to kilo heroin og 88 kilo amfetamin.

Se også: Politiet optrevler narkoring og anholder 14

Se også: 15 fængslet i stor sag om hash og kokain