Anholdt på restaurant efter et år på flugt: Fængslet for bande-overfald

24-årig anses som ledende medlem af NNV-gruppen, der er i konflikt med Brothas

Overfaldet skete i denne frisør salon på Nørrebrogade, hvor der i august 2017 også var en skudepisode. Foto: Kenneth Meyer
Overfaldet skete i denne frisør salon på Nørrebrogade, hvor der i august 2017 også var en skudepisode. Foto: Kenneth Meyer

En 24-årig, som politiet anser for et ledende medlem af NNV-grupperingen, der for tiden er i væbnet konflikt med banden Brothas, blev fredag varetægtsfængslet i Københavns dommervagt for 27 dage.

Han sigtes for sin formodede rolle i et overfald på et 21-årigt Brothas-medlem i en frisørsalon på Nørrebrogade den 16. september 2018, hvor en stor flok maskerede mænd trængte ind og overfaldt Brothas-medlemmet, der blev hårdt kvæstet.

Også en anden mand blev overfaldet i salonen.

Den 24-årige har været eftersøgt i et års tid, og han menes at have skjult sig en stor del af tiden i Spanien. Men torsdag aften sporede politiet ham til en restaurant i Lyngby nord for København, hvor han blev anholdt.

I dommervagten var den 24-årige, der har indvandrerbaggrund, bevogtet af otte betjente, fem i uniform og tre fra bande-enheden. Han blev ført ind i retten i et fikseringsbælte.

1. oktober blev 16 mænd dømt i Københavns Byret for overfaldet i frisørsalonen. De fik straffe på mellem seks måneder og to år og otte måneders fængsel.

Se også: 16 bandefolk dømt for voldsomt overfald

De blev alle dømt efter den særlige bandeparagraf 81a, der fordobler straffen, når personfarlig kriminalitet begås som led i en væbnet konflikt.

Men tre tiltalte manglede under den langstrakte retssag, fordi de alle var flygtet til udlandet, herunder den 24-årige, der nu er fængslet.

Sidder fængslet i Marokko
En anden 24-årig blev tidligere anholdt i Spanien og er nu udleveret til Danmark og varetægtsfængslet, mens den tredje eftersøgte er anholdt og frihedsberøvet i Marokko.

- Vi arbejder på at få ham udleveret, siger anklager Andreas Emil Christensen.

Efter dommen forleden mod 16 aktører i overfaldet, skal politiet nu køre en ny samlet retssag mod de tre øvrige - når og hvis manden i Marokko bliver udleveret.

Den 24-årige, der var i grundlovsforhør i dag, nægter sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig i retten.

Hans rolle - som der allerede er rejst tiltale for - beskrives som, at han fulgte efter de to forurettede ind i frisørsalonen og deltog i overfaldet, mens han også ringede til en person fra LTF-banden, hvorefter to LTF´ere ankom til frisørsalonen og deltog i overfaldet.

Brothas-manden fik slag og spark i ansigtet og på kroppen, slået med en stump genstand og stukket med en spids genstand i ryggen og på skulderen. Han brækkede næsen og måtte have flere stiksår syet.

I efteråret 2018 var der en række farlige sammenstød og drabsforsøg mellem NNV-grupperingen og Brothas med en serie af skyderier. Konflikten faldt til ro, efter at politiet fik anholdt og fængslet en masse personer fra begge grupperinger.

Politiet mener dog, at konflikten er blusset op igen i 2019, senest med drabet 15. september på en 22-årig mand. Han blev dræbt i Ishøj, hvor han sad med to venner i en Audi. Politiet udelukker ikke, at drabsmændene tog fejl af den 22-årige og en anden person.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere