Ankede dom: Kvinde fængslet for falske voldtægtsanklager mod ni mænd

En af mændene fik syv års fængsel. Men hun mener ikke, hun fik en retfærdig retssag

Jemma Baile  fik udmålt sin straf i 2017, men ankede den. Nu har retten afvist hendes appel. Arkivfoto: Polaris Images
Jemma Baile fik udmålt sin straf i 2017, men ankede den. Nu har retten afvist hendes appel. Arkivfoto: Polaris Images

Det lykkedes britiske Jemma Beale at overbevise domstolene om, at ni mænd havde voldtaget hende, og yderligere seks mænd havde krænket, i en periode på fire år.  

Men sandheden indhentede hende, da en af hendes tidligere veninder gik til politiet og fortalte, at Jemma Beale havde afgivet falsk vidneforklaring i en sag, hvor en mand blev sendt i fængsel i 2010.

Det fik ordensmagten til at gå i gang med at sammenligne de mange sager, hvor Jemma Beale havde anmeldt, at hun havde været udsat for seksuelle krænkelser eller voldtægt.

Se også: Kvinde fængslet for falske voldtægtsanklager mod ni mænd

I en af sagerne påstod hun, at to fremmede mænd havde forgrebet sig på hende tæt i hendes hjem i Ashford, Middlesex. To måneder forinden var hun ifølge sin egen påstand blevet udsat for en gruppevoldtægt af fire andre mænd.

I alt femten mænd har været falsk anklaget af Jemma Beale. Politifoto
I alt femten mænd har været falsk anklaget af Jemma Beale. Politifoto
 

I 2017 blev Jemma Beale kendt skyldig i at forfalske de mange overgreb, hvilket blandt andet resulterede i en dom på syv års fængsel til en af mændene.

Ville ikke have hjulpet på sag
I august samme år blev hendes straf udmålt til ti års fængsel, men Jemma Beale valgte at anke dommen. Det skriver BBC.

Den 27-årige brites advokat, Gillian Jones, argumenterede blandt andet med, at juryen ikke var blevet tilstrækkeligt vejledt omkring 'faren ved formodninger, myter og stereotyper' i relation til ofre for seksuelle krænkelser.

Men det blev afvist af dommeren, som konkretiserede, at den slags vejledninger normalt kun gør sig gældende for ofrene, og ikke for den anklagede. Desuden, lød det, ville det ikke have hjulpet på Jemma Beales sag, hvis juryen var blevet vejledt anderledes.

- Helt uforståeligt
Dommeren understregede, at udover de mænd, der var blevet falsk anklaget i sagen, havde også det britiske retssystem lidt alvorlig skade af sagen.

- Den samlede dom på 10 år kan ikke beskrives som overdreven, siger dommeren.

En af mændene, Mahad Cassim, der blev falsk anklaget for voldtægt af den nu 27-årige kvinde i 2010, var for retten tre gange og fik en dom på syv år. I den forbindelse fik Jemma Beale tilkendt en erstatning på 11.000 britiske pund. Det var den sag, der blev afsløret, da hun fortalte sin veninde om, hvordan hun havde løjet for at få fat på pengene, der svarer til omkring 95.000 danske kroner.

- Tanken om, at en kvinde kan sende en uskyldig mand i fængsel i årevis udelukkende for at få kompensation, er helt uforståeligt, lyder det fra dommeren i forbindelse med retten afvisning af Jemma Beales appel.