Anklage: Mand i politiuniform voldtog og røvede kvinder på karantæne-hotel

En australsk mand er lige nu i retten efter voldsomme anklager om voldtægt på et hotel, der bruges til karantæne under coronakrisen

Manden klædte sig i en politiuniform for at komme tæt på kvinderne. Der er her tale om et arkivfoto. Foto: Ritzau Scanpix
Manden klædte sig i en politiuniform for at komme tæt på kvinderne. Der er her tale om et arkivfoto. Foto: Ritzau Scanpix

En voldsom sag får lige nu mediernes opmærksomhed i Australien.

En mand, der var klædt i politiuniform og havde en pistol med, er blevet anklaget for at have voldtaget en kvinde, der var på sidste dag i sin isolation på et hotel for coronavirus, og for at have fortalt en anden kvinde på hotellet, at hvis hun ikke havde sex med ham, ville hun ryge i fængsel.

Det skriver ABC news, der var til stede i retten.

Den 31-årige mand, der ikke er nævnt ved navn grundet navneforbud, er blevet sigtet for to voldtægter, for ulovligt at bære en politiuniform og røveri ved Adelaide City Hotel

Mandag var han i retten via et videolink, hvor han ønskede at blive løsladt fra fængslet og i stedet være i detention i sit hjem.

Det var anklageren dog ikke meget for.

Anklageren forklarede i retten, at den anklagede havde banket på den første kvindes dør, hvor han havde udgivet sig som politimand.

- Hun havde været i isolation, hun er fra New South Wales, og det var den 14. dag af hendes isolation. Det bankede på døren og uden for stod en mand, der viste et ID-kort, der identificerede ham som politimand. Han fortalte kvinden, at han var i gang med at tjekke op på hende grundet coronavirussen, så hun lod ham komme ind på værelset.

Anklageren fortalte herefter, at manden ifølge kvinden havde givet hende håndjern på og lænket hende til sofaen, hvorefter han viste hende en pistol og bad hende om penge.

Kvinden havde ifølge eget udsagn givet manden 400 australske dollars, men manden havde bedt om flere penge, så hun hentede 6.200 dollars til ham.

To voldtægter samme dag
Derefter skulle manden ifølge anklagen have voldtaget kvinden.

- Hun fortalte ham, at hun ikke ville have nogen penge til mad, hvis han tog dem alle, hvorefter manden havde givet de 400 dollars tilbage.

I retten forklarede anklageren, at manden efterfølgende havde banket på den anden kvindes dør, hvor hun ventede på sin rejsemakker. Episoden skete ifølge anklageren samme aften som den første voldtægt.

Manden gik ind på værelset i en politiuniform og viste sin pistol frem. Han bad derefter kvindens rejsemakker, der havde været på toilettet, om at blive derude, mens han voldtog kvinden.

Mandens advokat Andrew Ey fortalte i retten, at hans klient nægter sig skyldig.

Dommeren nægtede at give manden mulighed for at afsone hjemme, fordi anklagerne er så voldsomme, som de er.

Mandens retsag fortsætter i juli.