Anklage: Vanvidsbilist på sprut og narko dræbte 13-årige Natasha

Nu starter retssagen mod en 26-årig mand, der ifølge anklagemyndigheden kørte 105 kilometer i timen i en byzone, mens han skæv og fuld ramte 13-årige Natasha

(Foto: Ole Frederiksen)

Natasha sad i en bil med sin moster og 14-årige kusine, da en varebil ramte dem med høj fart.

Det var om aftenen den 11. juni 2014, og sammenstødet var så voldsomt, at døren fra den påkørte bil blev slynget over ti meter væk.

13-årige Natasha Torres Esquivel blev kort efter kollisionen erklæret hjernedød af læger på Odense Universitetshospital. Hendes familie besluttede i de første svære timer, at hun skulle være organdonor.

Se også: Dræbt af vanvidsbilist: Natashas kiste båret ud

Ulykken skete i vejkrydset Hunderupvej og Hunderupgade i Odense på en strækning, hvor det kun er tilladt at køre 50 kilometer i timen. Anklagemyndigheden har tiltalt en 26-årig mand i varebilen for at køre 105 kilometer i timen.

Retssagen begynder onsdag ved retten i Odense, hvor den 26-årige mand skal sidde på anklagebænken for en række overtrædelser. Han er tiltalt for uagtsomt manddrab og legemsbeskadigelse, vanvidskørsel, spirituskørsel og narkokørsel.

(Yilmaz Polat/ Fyens.dk/ Privatfoto) 112 - 15. jun. 2014 - kl. 13:55 Uendelig strøm af varme hilsner til Natasha

Øl og sprut i bilen
Narkoen bestod ifølge anklageskriftet, som Ekstra Bladet har søgt aktindsigt i, i amfetamin og det stærkere metamfetamin.

Den 26-årige er også anklaget for besiddelse af dopingmidler og en lille mængde amfetamin. Et halvt døgn efter ulykken sad den 26-årige i et grundlovsforhør, hvor han nægtede sig skyldig.

Ifølge anklageren i grundlovsforhøret blev der fundet ølflasker og en spiritusflaske i den sigtedes varebil. Den 26-årige indrømmede selv over for politiet, at han skulle have drukket 5-6 øl forud for kørslen.

Foto: Ole Frederiksen 112 - 13. jun. 2014 - kl. 12:45 Blomsterhav vokser hvor 13-årig blev dræbt

Rektor: Hun var fantastisk
Ekstra Bladet talte med Natasha Torres skoleinspektør, Lars Bendix, kort efter bisættelsen i Fredens Kirke i Odense.

- Det blomsterhav, og alle de unge mennesker, der er tilstede for at tage afsked med Natasha, er utroligt rørende. Hun var en fantasisk pige. Alle holdt af hende. Hun var vennernes ven, sagde Lars Bendix.

Han fortalte, at Natasha var der for alle, og specielt en af de yngre elever på skolen blev meget ked af det, da de fortalte om hendes ulykke.

- Han sagde, at Natasha næsten var som en søster for ham, for da han havde det svært, havde hun hjulpet ham i forhold til nogle kammerater osv. Sådan var hun, lød ordene fra Lars Bendix.

Se også: Natasha mindes på Facebook: Du var den dejligste veninde

Vores elskede Natasha
'Vores elskede datter Natasha Torres Esquivel har vi på tragisk vis mistet. Far - mor og Niels, Andreas og Paulina', hed det i en dødsannonce, der blev bragt i Fyens Stiftstidende.

En 13-årige pige er nu erklæret død (Foto: Ole Frederiksen) 112 - 12. jun. 2014 - kl. 14:05 13-årig er nu død efter trafikulykke

Ven: Han er en god ven
En ven til den 26-årige ved godt, at den anklagede kan være en ballademager. Inderst inde er han dog en god ven, lyder det.

- Han virkede glad og rolig. Og jeg ved, at han er der, når man har brug for ham. Derfor er jeg lidt i chok over det, som du fortæller mig, sagde en ven til den 26-årige, som ønskede at være anonym.

Vennen har kendt den 26-årige i mange år, og han ved derfor godt, at den 26-årige ikke altid har været den artige dreng.

- Vi har jo lavet drengestreger, som så mange andre. Han har ikke altid haft det let i barndommen. Han har også været i plejefamilier, fordi hans forældre ikke kunne styre ham.

- Altså han er lidt en ballademager, men jeg ved, at han er et godt menneske og en rigtig god ven, påpegede vennen.

Anklagemyndigheden kræver den 26-årige dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling og frakendt retten til at føre bil ubetinget.

Sagen starter ved retten i Odense på onsdag, hvor Ekstra Bladet følger sagen.