Anklage: Vicepræsident tæsket ud af forbudt bande

Ifølge anklageren var det vicepræsidenten i LTF-Aarhus, der sidste år blev afstraffet på Nørrebro af sine tidligere bandebrødre

Den daværende vicepræsident i LTF's Århus-afdeling fik revet øret halvt af under overfaldet. Arkivfoto: Ekstra Bladet
Den daværende vicepræsident i LTF's Århus-afdeling fik revet øret halvt af under overfaldet. Arkivfoto: Ekstra Bladet

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet):

Tre medlemmer af den nu forbudte bande Loyal To Familia er på anklagebænken i Københavns Byret. De er tiltalt for at afstraffe et forhenværende højtstående medlem af bandens hedengangne Aarhus-afdeling. De nægter sig alle skyldige.

Under anklager Halit Serts fremlæggelse af sagen kom det frem, at ofret havde status som vicepræsident i LTF i Aarhus. En afdeling, der blev oprettet i løbet af sommeren 2017, hvor LTF var i konflikt med Brabrand-gruppen.

Under anholdelsen af en af de tre tiltalte, blev der i en lejlighed fundet det, der ifølge anklageren var et medlemskartotek over Aarhus-afdelingen. Her stod der noteret, at ofret havde status af vicepræsident.

Overfaldet skete ifølge tiltalen mod trioen den 20. oktober ved 22-tiden i området omkring Hans Tavsens Park på Nørrebro. Her blev vicepræsidenten overfaldet med slag og spark adskillige gange og slået med en ukendt aflang genstand. Afstraffelsen medførte at han blandt andet fik revet sit højre øre halvt af, brækket næsen og knækket sin højre fortand.

Se også: LTF'ere tiltalt: Afstraffede bandebror - kræves udvist af Danmark

To af de tiltalte blev anholdt umiddelbart efter overfaldet, og politiet fandt blodstænk på deres tøj, som dna-undersøgelser viser stammer fra ofret.

Et par på skallen

Den ene tiltalte forklarede fra vidneskranken, hvordan det hang sammen.

 Ifølge den tiltalte var en større gruppe forsamlet den aften, og det var her, at vicepræsidenten blev overfaldet på grund af 'noget fnidder'. Selv var han sammen med en af de medtiltalte gået i forvejen og var cirka 15-20 meter væk, da overfaldet begyndte. Herefter kom de to tiltalte vicepræsidenten til undsætning.

- Han fik et par lussinger og et par på skallen, og så greb vi ind og stoppede det, forklarede han.

Selvom den tiltalte, ligesom en af de andre på anklagebænken, har synlige LTF-tatoveringer, der i teorien kan give dem problemer med det nye LTF-forbud, ønsker de ikke at gå synderligt meget i detaljer om deres medlemskab i den nu forbudte bande.

- Den her sag har intet med LTF at gøre, så for at spare dig tid; Jeg vil jeg ikke svare på spørgsmål om LTF, sagde den tiltalte.