Anklager: 16-årig pige opfordrede kæreste til at dræbe hendes mor

Kvissel-drabet for retten i dag - begge tiltalte nægter drab på 40-årig nordjysk mor til tre

Pigen har i følge anklageren opfordret en 13 år ældre ven til at dræbe pigens mor - hun nægter sig skyldig. (Privatfoto)
Pigen har i følge anklageren opfordret en 13 år ældre ven til at dræbe pigens mor - hun nægter sig skyldig. (Privatfoto)

Den 16-årige pige, som sammen med en 29-årig irakisk ven er tiltalt for drab i Kvissel-sagen, bad kæresten om at dræbe sin 40-årige mor. Det fremgår at anklageskriftet, som anklager Karina Skou netop har læst op i retten i Hjørring.

I følge anklageren skete drabet i fællesskab, men på foranledning af teenagerpigen, der var 15 år på gerningstidspunktet 8. oktober sidste år.

Den 16-årige pige nægter sig skyldig og ønsker at blive frifundet.

Det samme har den 29-årige givet udtryk for.

Under hele efterforskningen har der været navneforbud i sagen, men nu ønsker anklageren, at navneforbuddet ophæves af hensyn til offentligheden.

- Hensynet til den tiltalte må vige til fordel for samfundsmæsige hensyn, lyder Karina Skous begrundelse.

Forsvarer Aksel Groth fastholder dog, at hans unge klient fortsat skal være anonym.

- Kommer hendes navn frem, vil det være en unødig krænkelse, siger han.

Arveløs

Ud over tiltalen for drab, kræver anklagemyndigheden ifølge anklageskriftet også teenagepigen gjort arveløs efter sin mor. Hun skal med afsæt i arvelovens paragraf 48 frakendes retten til al arv efter sin mor, der var en vellidt og aktiv skikkelse i lokalområdet.

Aksel Groth har i løbet af de seneste måneder forsøgt at klæde sin unge klient så godt som muligt på til straffesagen.´

– Det har været en stor del af opgaven. Jeg har forklaret hende, hvad der skal foregå i retten, så der ikke bliver nogen overraskelser for hende. Vi har gennemgået hele forløbet og hvem der vil være til stede af juridiske dommere og nævninge. Og så er det jo frivilligt, om hun vil udtale sig.

I gang med niende klasse
Det er dog Aksel Groths opfattelse, at teenagepigen vil afgive forklaring for dommere og nævninge i sagen, hvis lukkede døre har forhindret detaljer i at slippe ud.

Teenagepigen har siden drabet boet på en lukket institution for unge såkaldt kriminelle.

– Hun er i gode, trygge rammer, og der er mennesker, som forstår hendes situation, siger hendes forsvarsadvokat, som kun ros tilovers for stedet og personalet:

Aksel Groth fortæller, at hans klient er ’fornuftig at snakke med’.

– Ovenpå selve hændelsen og det første døgn, hvor hun var i konstant chok, er hun nu ganske velfungerende.

Ud over psykologisk assistance modtager den i dag 16-årige pige også skoleundervisning:

– Sådan er institutionen indrettet, og hun er i gang med 9. klasse.

Mens flere nære familiemedlemmer har vendt den 16-årige pige ryggen, har en ven igennem mange år, troligt besøgt hende.

Retssagen mod pigen og den irakiske ven er begyndt her til morgen. Dommen ventes at falde midt i september.