Anklager: Forældre skal have 16 års fængsel

Forældrene, der dræbte deres værgeløse baby, skal have 16 års fængsel, mener anklager

Retten i Glostrup, Ekstra Bladet: Forældrene, der dræbte deres uønskede syv uger gammel baby med grov vold, skal hver idømmes 16 års fængsel. Hustruen skal udvises af Danmark for bestandigt.

Det kræver specialanklager Morten Frederiksen i Retten i Glostrup, efter at forældrene er kendt skyldige i drab.

- Mona var et menneske, et lille forsvarsløst menneske, sagde anklageren.

- Kan vi forestille os et mere forsvarsløst offer end en lille for tidligt født pige, der er helt afhængig af sundhedspersonalets og forældrenes omsorg, siger anklageren.

Forældrene udnyttede hendes værgeløse tilstand til at slå hende ihjel, og derfor skal straffen skærpes, siger anklageren.

- Der er kun skærpende omstændigheder i denne sag, ingen formildende, sagde anklageren.

Se også: Forældre skyldige: Dræbte deres uønskede baby

- Det er svært at forestille sig noget, der er mere hensynsløst end at klemme et lille barn ihjel. Det er i særklasse, siger anklageren.

- Retten kan med sindsro udmåle en straf på 16 års fængsel, siger anklageren.

- Mona havde ikke en chance, da de personer, som skulle passe på hende og skærme hende, i stedet slog hende ihjel. Derfor er den eneste straf 16 års fængsel, sagde anklageren i en kort og kontant procedure.

Veluddannede forældre
Faderen Mohamad-Bager Al-Jeboury kom til Danmark som fem-årig som flygtning sammen med sin familie. Han er uddannet IT-supporter og var indtil anholdelsen ansat i en statslig virksomhed. Han har to døtre fra et tidligere ægteskab, som i dag er fire og seks år gamle.

Moderen Rand Yaseen blev islamisk gift med manden. Hun er yngste barn af en større søskende flok, og i Irak blev hun uddannet på universitetet med en bachelorgrad i arabisk sprog og kultur, men hun har aldrig haft lønnet arbejde.

Mentalundersøgelserne af forældrene viser, at de begge er omfattet af straffelovens § 69 om 'mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner', men de er ikke sindssyge, og psykologerne kan ikke pege på andre foranstaltninger end almindelig straf.

Advokat Alexander Nyborg Christensen, der er forsvarer for faderen, mener, at straffen til hans klient skal ligge på niveauet 10-11 år. Han mener ikke, at der er praksis for, at et drab på et værgeløst spædbarn skal give mere end de 12 års fængsel, som er udgangspunktet for et drab.

Forsvareren henviser til en række grove drabsdomme, hvor straffene ikke er blevet skærpet ud over de 12 års fængsel.

Kvindens forsvarer, Mads Kramme, mener ligesom sin kollega, at straffen højst skal være 12 års fængsel. - Der er simpelthen ikke praksis for 16 års fængsel i en sag som den her, siger han. Forsvareren henviser til tidligere domme om drab på børn i familieforhold, blandt andet en mor, der kvalte sine sønner på fire og 10 år og som fik 14 års fængsel.

'Som at presse juice ud af frugter'
I en replik siger senioranklager Morten Frederiksen, at han har meget svært ved at se, at det - som forsvarerne siger - er en formildende omstændighed, at Mona først døde 14 dage efter.

- Mona led i 14 dage med brækkede ribben, før hun døde. Hun blev klemt ihjel, som man presser juice ud af frugter, sagde anklageren.

Retten har nu optaget sagen til dom, der ventes afsagt klokken 15. Inden nævningetinget, hvor seks nævninger er kvinder, fik forældrene det sidste ord. Men ingen af dem ønskede at sige noget.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere