Anklager fremlagde statistik: Flere døde på sygeplejerskens vagter

En statistiker har på politiets anmodning set på, om der var forhøjet dødelighed på afdeling M130, når den nu drabstiltalte sygeplejerske var på vagt

Hør mere om sagen her

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): Der var en forhøjet dødelighed på medicinsk afdeling M130 på Nykøbing Falster Sygehus, når den nu tiltalte 31-årige sygeplejerske var på vagt i årene 2011 og 2012. En forhøjet dødelighed som med stor sikkerhed ikke skyldtes simple tilfældigheder.

Det konkluderer en professor i statistik på Københavns Universitet i en statistisk analyse lavet på politiets anmodning, som anklager Michael Boolsen fremlagde i dag under sin forelæggelse af sagen mod sygeplejersken, der er tiltalt for tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus i årene 2012-2015.

Den mørkhårede kvinde, der havde håret i en fletning og var iført en grå strikcardidan, sad under hele retsmødet med ryggen vendt mod tilhørerne.

Det ene af dødsfaldene, 72-årige Arne Herskov, døde netop her, mens de øvrige to afdøde og den overlevende Maggi Rasmussen var indlagt på Akutafdelingen, som sygeplejersken var skiftet til i 2012, den skæbnesvangre aften den 28. februar 2015, der kickstartede hele sagen.

Forsvarer satte spørgsmålstegn
'Der findes ikke en tilsvarende forøget mortalitet i andre tids-perioder, eller mens sigtede har gjort tjeneste på andre afdelinger', skriver professoren, der føres som vidne i sagen på et senere tidspunkt.

Under forsvarer Jørgen Langes bemærkninger satte han dog spørgsmålstegn ved validiteten af den konklusion og hvorvidt det materiale, anklagemyndigheden har givet til professoren er fyldestgørende.

Det uddybede han, da Ekstra Bladet talte med ham efter retsmødet.

- Anklageren kommer med en statistik, hvor han siger, at det nærmest er bevist ved en statistiker, at der dør flere, når min klient har vagt, end når hun ikke har det.  Så begynder du at bevæge dig ud på tynd is bevismæssigt. Og så var det derfor, at jeg tænkte, at jeg godt kunne sige noget om de terminale, siger forsvareren med henvisning til, at han i sine bemærkninger sagde, at de tre afdøde patienter alle var terminal-patienter..

- Terminal, betyder, at man er ophørt med at lave behandling. At man er døende. Og det er kun et spørgsmål om, hvornår, siger han.

- Og det mener du, er tilfældet med de tre?

- Det er jeg ikke i tvivl om. Men, og det er jo det samme, der er anklagemyndighedens hovedtese, uanset om de er terminale eller ej, så må man jo ikke aflive folk, siger han.

Anklageren ønskede ikke at sige, hvordan han vurderede tilstanden på de nu afdøde patienter.

- Det vil jeg overlade til medicinere. Det skal jeg nok afhøre dem om, siger han til Ekstra Bladet.

Søsteren til Arne Herskov, som sygeplejersken er tiltalt for at have slået ihjel i marts 2012 på medicinsk afdeling M130, har dog tidligere fortalt Ekstra Bladet, at hun fik beskeden fra hospitalet, at hendes bror skulle udskrives til aflastning på et plejehjem.

Dagens retsmøde er nu slut, og sagen genoptages igen på mandag, hvor sygeplejersken skal afgive sin forklaring.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere