Anklager har løsladt sigtet i drabssag fra Holbæk

Politiet har fat i den forkerte, siger forsvarer efter anklagemyndighedens løsladelse af 25-årig

Efter mere end tre måneders varetægtsfængsling er den mistænkte i en sag om drabet på en 18-årig mand i Holbæk blevet løsladt.

Den sigtede, der er 25 år, blev i sidste uge sat på fri fod af anklagemyndigheden, lige inden spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling skulle behandles af Østre Landsret, skriver dagbladet Nordvestnyt torsdag.

Forsvareren i sagen siger til det regionale medie, at han ikke er overrasket over beslutningen.

- Jeg har fra begyndelsen af denne sag gået i byen med det standpunkt, at politiet har fat i den forkerte gerningsmand, siger forsvareren, advokat Sten Balslev.

Løsladelsen har ingen sammenhæng med den akutte usikkerhed om straffesager, hvori der indgår teledata som bevis, skriver Nordvestnyt.

Drabet skete i slutningen af april i Ladegårdsparken Vest. Den 18-årige blev dræbt med flere skud. Godt en uges tid senere blev den nu løsladte anholdt i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Den 25-årige har ifølge Nordvestnyt forbindelse til rockergruppen Bandidos, som i en periode havde en voldelig konflikt med en lokal flok, som kaldes Vang-gruppen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere