Anklager i sag om død dreng: Kan man forestille sig et større svigt?

Tre år og seks måneders fængsel er ifølge anklageren en passende straf til 41-årig kvinde, der er tiltalt for at efterlade to 14-årige i hjælpeløs tilstand.

Den 14-årige dreng fotograferet til fodbold. Privatfoto
Den 14-årige dreng fotograferet til fodbold. Privatfoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): '14-årige børn, der ikke kan trække vejret, SKAL have hjælp.'

'14-årige, der har indtaget metadon - uanset om det er en pille, otte piller eller 14 - SKAL have hjælp.'

'Enhver ved, at en 14-årig, der ligger på et badeværelsesgulv og ikke er til at komme i kontakt med' skal have hjælp'.

Sådan lød det blandt andet i Københavns Byret, da anklager Søren Harbo onsdag formiddag fremlagde sin procedure i sagen mod en 41-årig kvinde, der er tiltalt for at efterlade sin egen datter og datterens kæreste i hjælpeløs tilstand. Hun nægter sig skyldig, og dommen forventes af falde senere i dag.

Se også: Slæbte døende 14-årig ned på gaden: Derfor løj jeg for alarmcentralen

Tre år og seks måneders fængsel mener anklageren er en passende straf, hvis kvinden bliver erkendt skyldig og dermed stilles til ansvar for tragedien, der fandt sted mellem 10. og 11. marts i år. Hvor hendes datter blev svært hjerneskadet og den 14-årige dreng døde.

- Selv efter mange timer, hvor de er ukontaktbare, hvor der er kramper og fråde ud af munden, vil hun ikke have ambulancen op i lejligheden. Drengen dør og selv derefter tilkalder hun ikke hjælp. Først da politiet senere kommer op i lejligheden og banker på, siger hun, at hendes datter ligger og sover. Først der bliver datteren fundet, lød det blandt andet fra anklageren.

- Kan man næsten forestille sig et større svigt fra den tiltalte? spurgte han også retorisk.

Se også: Tiltalt for at lade 14-årig dø: Var ikke bekymret for ham

I sin procedure lagde anklageren vægt på, at de to 14-årige børn allerede ved halv ti-tiden om aftenen havde problemer. At vidner har forklaret, at kvindens datter havde vejrtrækningsproblemer og måtte lægges i aflåst sideleje. og at den 14-årige dreng på samme tid havde kastet op. Da politiet i en anden anledning kom til lejligheden 22:15 bad den tiltalte alligevel ikke dem om hjælp. Det er en skærpende omstændighed, mener anklageren.

Skærpende er det ogs,å mener han, at da ambulancen klokken 01:38 hentede den 14-årige dreng på gaden, og den tiltalte fra sit vindue kunne se, at reddere forgæves forsøgte at  genoplive drengen, gik hun heller ikke ned på gaden og bad dem hjælpe datteren.

- Det havde været det nemmeste i verden, sagde Søren Harbo i retten, mens den tiltalte sad, som hun har gjort hele retssagen igennem: Med hænderne knyttet foran ansigtet og blikket slået ned.

Aftenen fik fatale konsekvenser for kvinden selv. Hendes egen datter er svært hjerneskadet og vil formentlig have brug for hjælp hver eneste dag resten af sit liv.

- Det skal straffen selvfølgelig også afspejle, sagde anklageren.

Hans procedure efterfølges af forsvarerens.

Strafferammen for paragraf 250 er op til otte års fængsel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere