Anklager kræver fængsel for aftalt spil om priser i byggebranchen

Sag i Holbæk er premiere på skærpet straf for kartel. Whistleblower går fri for straf, hvis han hjælper

I alt otte direktører og ledere i nedrivningsbranchen skal i fængsel, fordi de aftalte priser i smug og dermed satte den fri konkurrence ud af kraft.

Sådan lyder kravet fra Bagmandspolitiet i et stort sagskompleks, som får premiere ved Retten i Holbæk onsdag.

Tidligere er der i kartelsager givet bøder, men nu strammes skruen, idet anklagemyndigheden beder om frihedsstraf til nogle af de mænd og kvinder, som påstås at have været involveret.

Årsagen er en lovændring fra 2013, som skærpede straffen, forklarer specialanklager Niels Kjærsgaard fra Bagmandspolitiet.

- Det helt nye er, at domstolene skal tage stilling til, om der er grundlag for at idømme frihedsstraf, siger han.

Om anklagerne går efter ubetinget eller betinget fængsel, ønsker specialanklageren ikke at udtale sig om på forhånd.

Han understreger, at domstolene først skal afgøre, om der er sket en overtrædelse af loven.

I sagen i Holbæk hævdes ejeren af et enkeltmandsfirma i hemmelighed at have fikset en pris på et arbejde på Amager i samarbejde med underentreprenøren, Søndergaard Nedrivning A/S.

Den tiltalte kom derefter med et tilbud på 7.960.000 kroner eksklusive moms, påstås det. Manden nægter sig skyldig.

Netop Søndergaard Nedrivning har tilsyneladende en nøglerolle i sagskomplekset. En leder i firmaet har været såkaldt whistleblower.

Som tak for hjælpen til opklaringen har han fået et tiltalefrafald. Lederen undgår altså straf, men det er dog betinget af, at han fortsat hjælper myndighederne og for eksempel afgiver forklaring i retten.

I de øvrige sager har Bagmandspolitiet rejst tiltale mod en stribe selskaber og ledere ved byretterne i Hillerød, Glostrup og Roskilde. Sidstnævnte domstol er den næste i rækken med en sag i oktober.

I en tidligere kartelsag om forskellige firmaer i byggebranchen blev der givet bøder fra ti millioner kroner og nedefter.