Anklager kræver forvaring for voldtægter på Svendborg Sygehus

Kvindelig patient blev voldtaget to nætter i træk og tre andre kvinder blev krænket. 40-årig skal nu for retten

Voldtægterne og overgrebene skete på den psykiatriske afdeling P1 og P3 på Svendborg Sygehus. PR Foto
Voldtægterne og overgrebene skete på den psykiatriske afdeling P1 og P3 på Svendborg Sygehus. PR Foto

To nætter i træk blev en kvindelig patient voldtaget i sin seng på stue 14 på psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus, og tre andre kvindelige patienter blev udsat for grove blufærdighedskrænkelser.

Nu kræver Fyns politi, at den 40-årige mand, der er tiltalt for forbrydelserne, skal idømmes forvaring på ubestemt tid.

Retslægerådet vurderer, at han er så farlig, at forvaring er nødvendig for at forebygge ny personfarlig kriminalitet.

Voldtægterne og sexovergrebene skete om natten den 21. og 22. april sidste år, hvor gerningsmanden kravlede over et fire meter højt hegn til den psykiatriske afdeling og skaffede sig adgang gennem altandøren på en rygeraltan. Døren var ulåst, så patienterne kunne gå ud på altanen for at ryge.

Skrig fra patienterne
Det var skrig fra flere patienter, der alarmerede personalet, som tilkaldte politiet. Efter det sidste overgreb blev den 40-årige anholdt i nærheden af hospitalet, hvor han stod og røg en cigaret. Han blev set på hospitalets video-overvågning.

Han var ikke selv patient på sygehuset, så det var uvist, hvordan han havde fundet ud af, at skaffe sig adgang til den psykiatriske afdeling. Overgrebene skete på afsnittene P1 og P3, som er integrerede afsnit med både åbne og lukkede sengepladser.

Se også: Sigtelse: Kvinde på hospital voldtaget to nætter i træk

Den 40-årige stilles for retten i Svendborg på mandag. Sagen er rejst ved et nævningeting, men den tiltalte har selv fravalgt at skulle dømmes af nævninger.

Anklager Peter Nygaard-Hansen bekræfter overfor Ekstra Bladet, at anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om forvaring til den 40-årige.

Den første voldtægt skete, ifølge anklageskriftet, den 21. april cirka klokken 01.15, hvor den 40-årige trængte ind på stue 14.

Holdt fast i sengen
Den kvindelige patient lå og sov, men vågnede, hvorefter voldtægtsmanden holdt hende fast, holdt hende for både øjne og mund og voldtog hende, mens hun forsøgte at rive sig løs og råbte om hjælp.

Samme nat var den 40-årige, ifølge tiltalen, inde på stue 9 på afdelingen, hvor han på et tidspunkt mellem klokken 23.30 og 05.00 lagde sig i sengen hos en anden kvindelig patient og befølte hende på kroppen.

Han gik, ifølge tiltalen, også ind til endnu en patient samme nat, hvor han befølte hende på kroppen.

Næste nat trængte den 40-årige igen ind på den psykiatriske afdeling og gik ind på stue 14 til den kvinde, han havde voldtaget natten før. Hun lå og sov, men vågnede igen ved overgrebet, hvor manden holdt hende fast og gav hende besked om at holde kæft.

Voldtægten skete cirka 01.35, og en time senere trængte manden ind på stue 17 til en endnu en kvinde, hvor han kom med seksuelle bemærkninger til hende, men ikke begik et fysisk overgreb. I det forhold er han tiltalt for blufærdighedskrænkelse.

Se også: Fire kvinder udsat for overgreb på hospital: Vi er rystede

Foruden voldtægt og blufærdighedskrænkelser er den 40-årige, som politiet kendte i forvejen, tiltalt for ulovlig indtrængen på sygehuset under særligt skærpende omstændigheder.

Retten i Svendborg har afsat fem dage til retssagen, hvor dommen ventes den 10. februar.

Se også: Kvinde voldtaget på psykiatrisk afdeling

De natlige voldtægter skræmte både patienter og personale på den psykiatriske afdeling:

- Jeg har været i psykiatrien i 30 år, og jeg har ikke oplevet noget lignende før. Vi er vant til at tage hånd om rigtig mange forskellige ting, men en fremmed, der på den måde kommer ind udefra, det er vi meget rystede over, sagde oversygeplejerske Birgitte Kibenich dengang til Ekstra Bladet.

Sygehuset mente, at det fire meter høje hegn var sikkerhed nok, men efter voldtægterne blev sikkerheden strammet, så døren til ryger-altanen blev låst, og patienter, der skal ud for at ryge, skal ledsages af personale.

1 af 2 Gerningsmanden klatrede over et fire meter højt hegn og gik ind gennem en ulåst altandør på Svendborg Sygehus. Foto: Google.
2 af 2 Voldtægterne og overgrebene skete på den psykiatriske afdeling P1 og P3 på Svendborg Sygehus. PR Foto
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere