Anklager kræver livstid for to drab

To mænd er kendt skyldige i drab på to ældre mænd

Drabsofferet Kiehn Andersens hus blev voldsomt brandskadet. Hans lig blev smidt i en grusgrav. Foto: Per Rasmussen
Drabsofferet Kiehn Andersens hus blev voldsomt brandskadet. Hans lig blev smidt i en grusgrav. Foto: Per Rasmussen

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): Anklager Susanne Bluhm er klar i mælet under sin strafprocedure mod de to mænd, der netop er kendt skyldige i drabene på Kiehn Georg Andersen og Poul Frank Jørgensen.

- Min påstand i den her sag er livstid. Og det er det for begge de tiltalte, siger hun i sin strafprocedure, hvor hun beskriver drabene som 'særdeles grove og planlagte drab begået i forening'.

Liget af Kiehn Andersen blev tynget ned i en sø ved Blæsinge Grusgrav med sten i lommerne. Foto: Per Rasmussen 112 Tiltalt for to drab: Her er rettens afgørelse

Hun beskriver drabene som planlagt hjemmefra og hæfter sig ved, at de tiltalte pakkede en taske med blandt andet strips forud for det andet drab. Desuden var der tale om rovmord.

Læs hele rettens skyldskendelse her.

Kiehn Georg Andersen blev kun 68 år. Han blev brutalt myrdet af to mænd. Privatfoto
Kiehn Georg Andersen blev kun 68 år. Han blev brutalt myrdet af to mænd. Privatfoto

- De var helt uforberedte. Helt værgeløse. De var ikke bevæbnede, siger hun i sin strafprocedure om ofrene, der var 68 og 80 år.

Mentalundersøgelsen af de to tiltalte har fastslået, at de begge er karakterafvigende, men ingen af dem vurderes at være sindssyge.

I forhold til den 43-årige har der været forskellige konklusioner, men Retslægerådet har efterfølgende konkluderet, at den 43-årige ikke er sindssyg, og at de ikke kan pege på anden mere formålstjenstlig sanktion end straf.

Anklageren siger desuden under sin procedure, at der pr. april 2018 var 25 livstidsdømte i Kriminalforsorgens institutioner, og at de livstidsdømte fra 1985-2018 gennemsnitligt afsonede 17 år.

Ved en livstidsdom er der ikke noget krav om at blive løsladt på et bestemt tidspunkt. Man kan dog godt blive prøveløsladt, men det kan tidligst ske efter 12 år. Og efter 14 år har man krav på, at en dommer ser på spørgsmålet.

Fastholder sin uskyld
- Det er lovens strengeste straf, men livstid er sjældent livstid, siger anklageren.

Da den 35-åriges forsvarer tager ordet, siger han, at han vil fatte sig i korthed, fordi hans klient stadig nægter sig skyldig, og at han ikke mener, at han har 'lod og andel' i drabene.

- Han fastholder sin uskyld, siger Eigil Strand, der vil indstille til rettens mildeste dom, men tilføjede, at retten 'formentlig ville nå frem til en livstidsdom'.

- Så er det meget sandsynligt, at det er nogle andre end rettens medlemmer her, der skal se på det, siger han formentlig med henvisning til, at dommen så bliver anket til landsretten.

Også forsvareren for den 43-årige, Lars Urup, siger at 'min klient er meget uenig i den afgørelse, der nu er truffet'.

Så i stedet for at procedere på strafudmålingen, bruger han sin tid på at procedere for, at hans klient skal idømmes en behandlingsdom, fordi han var sindssyg på gerningstidspunktet på trods af, at Retslægerådet i modsætning til retspsykiatrisk klinik har konkluderet, at hans klient ikke er sindssyg.

Retslægerådet har afvist, at det var nødvendigt selv at observere den 43-årige, fordi de vurderer, at sagen er velbelyst.

- Jeg synes, at det er udtryk for magt-arrogance i en sag af en betydning som denne, siger Lars Urup og hæfter sig ved, at konklusionen fra retspsykiatrisk klinik støtter sig på adskillige samtaler, mens Retslægerådet har taget en beslutning 'bag et skrivebord.'

Hvis retten ikke er enig med ham i, at hans klient skal idømmes en behandlingsdom, så er hans synspunkt, at der ikke kan være tale om en livstidsdom for hans klient.

Han henviser til, at det fremgår af skyldskendelsen, at de to tiltalte har taget ud til de to ofre og har planlagt, at der skulle udøves vold, hvorefter det udvikler sig til drab.

Han mener derfor, at der skal gives en tidsbestemt straf.