Anklager: Mor spillede computer mens toårig døde af gift og tæsk

En mor og hendes kæreste nægter sig skyldige i mord på 22 måneder gamle Eve

22 måneder gamle Eve Letherland døde under en uge efter, at morens kæreste var flyttet ind. Ifølge anklageren sad parret og spillede computer og chattede på Facebook, mens pigen døde få meter fra dem af en overdosis smertestillende medicin. Foto: Privat
22 måneder gamle Eve Letherland døde under en uge efter, at morens kæreste var flyttet ind. Ifølge anklageren sad parret og spillede computer og chattede på Facebook, mens pigen døde få meter fra dem af en overdosis smertestillende medicin. Foto: Privat

En mor spillede videospil med sin kæreste, mens hendes 22 måneder gamle datter lå for døden efter at have fået tæsk af en af den ene eller dem begge to.

Det er kommet frem i retten i britiske Truro, hvor en 26-årig mor, Abigail Letherland, og hendes 31-årige kæreste Tom Curd, er anklaget for at have tvunget hendes datter, 22 måneder gamle Eve Letherland til at indtage smertestillende medicin produceret til voksne efter at have givet hende voldsomme tæsk.

Eve Letherlands omfattende skader, der inkluderede kraniebrud, brækkede ribben og en skade på leveren, mindede ifølge en læge om de skader, der typisk ses efter et voldsomt trafikuheld, er det kommet frem under retssagen.

Det skriver blandt andre Independent og BBC.

Juryen er også blevet oplyst om, at kæresteparret sad få meter fra den lille pige og spillede computerspil og chattede med venner på Facebook, mens hun lå for døden som følge af den massive vold.

Døde under en uge efter kæreste flyttede ind
Da parret omsider ringede efter en ambulance, var dødsstivheden allerede indtruffet hos den lille pige.

- Man kan kun tænke sig til den smerte, hun må have oplevet, lød det fra anklager Sean Brunton.

Han fortæller, at parret mødte hinanden få måneder før Eve Letherlands død.

30. september 2017 flyttede Tom Curd ind hos Abigail Letherland og hendes datter, og i de efterfølgende dage blev pigen ifølge anklageren banket gentagne gange. Hun døde under en uge senere, 5. oktober.

'Den uundgåelige virkelighed er, at en af eller begge disse mennesker overfaldt den lille pige så voldsomt, at hun fik livstruende skader. Men i stedet for at bringe hende til hospitalet eller ringe efter en læge eller gøre noget som helst andet for at prøve at redde hende, fik hun til sidst en fatal dosis kodein (smertestillende medicin, red.), berettede Sean Brunton ifølge Independent.

Han mener, at det er helt utænkeligt, at parret ikke skulle være klar over datterens alvorlige tilstand. I stedet har de valgt at vende det blinde øje til, siger han.

Sagen fortsætter ved retten i Truro, hvor både Abigail Letherland og Tom Curd nægter sig skyldige i mord.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere