Anklager om bestialsk hjemmerøveri: Albaner ville slå ihjel

- Jeg har aldrig oplevet før, at en tiltalt i så høj grad forsøger at placere skylden på en anden, lyder det fra anklager

Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto
Her er den 18-årige albaner på vej væk fra hjemmerøveriet sammen med den 34-årige makodoner. Politifoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det var den tiltalte 18-årige albaner, der var drivkraften bag et voldsomt hjemmerøveri og overfald på en 69-årig cykelhandler tilbage i februar 2017, og han er skyldig i drabsforsøg.

Det har anklager Stine Winther netop argumenteret for i sin afsluttende procedure i Københavns Byret.

Tiltalte nægter sig skyldig i drabsforsøg, men erkender at han var tilstede under røveriet 27. februar, og at han slog den 69-årige cykelhandler en enkelt gang. Derudover nægter han al form for vold mod cykelhandleren.

- Han vidste, hvad der skulle ske
- Vi ved, at tiltalte og de to andre gerningsmænd anskaffer sig handsker, maskering og værktøj forud for røveriet og nylonsnor, så forurettede kan blive bundet, og så ligger de på lur i trappeopgangen. De har planlagt et røveri, og så er det ligegyldigt, hvem der har gjort hvad. De er sammen om det her, og de her ting taler mod, at det blot skulle være et tyveri, siger anklageren og fortsætter.

- Jeg mener, at tiltaltes forklaring skal tilsidesættes som utroværdig. Der var en kniv, og det vidste tiltalte godt, inden han gik ind i lejligheden. Tiltalte vidste godt, hvad der skulle ske, og at det ikke bare skulle være et indbrud. Jeg har aldrig oplevet før, at en tiltalt i så høj grad forsøger at placere skylden på en anden.

Fortsæt til drab
Ifølge anklagemyndigheden var tiltalte godt klar over, at den vold, der blev udført mod den 69-årige cykelhandler, kunne koste ham livet.

- Da forurettede åbner døren, bliver der råbt 'røveri', og så springer gerningsmændene på ham. Forurettede forklarer, at den ene er lille og taler svensk, og der er uden tvivl tale om den tiltalte. Det er ham, der var den aggressive, og det var ham, der stak en kniv i ryggen på forurettede. Det var også tiltalte, der råbte 'slå ham ihjel'.

- Havde tiltalte fortsæt til slå forurettede ihjel? Ja. Forurettede bliver stukket flere gange med kniv. Gerningsmændene slår ham i hovedet med koben og træder ham så hårdt på halsen, at han får flere brud på strubehovedet. Tiltalte ved, at offeret med sandsynlighed vil dø. Han slår ham så hårdt i hovedet med et koben, at han bliver bevidstløs.

Anklagemyndigheden kræver, at den tiltalte dømmes skyldig i drabsforsøg og udvises af Danmark for bestandigt.

Vil have frifindelse
Tiltaltes forsvarer mener derimod, at den tiltalte skal frifindes for drabsforsøg, fordi der ikke er beviser for, at den tiltalte har udført volden mod den 69-årige cykelhandler.

- Den tiltalte har erkendt, at han har været med til tyveri, og at forholdene så udviklede sig. På det her tidspunkt var han uledsaget flygtning, som havnede i Danmark. Han møder B. (medgerningsmand, red.), og B. overbeviser ham om, at det er en fornuftig idé at begå tyveri.

- Anklageren siger, at tiltalte er med til at planlægge og skaffe udstyr. Det er der ikke noget bevis for, og det er heller ikke sandsynligt. Vi ved ikke, hvem der gør hvad, og derfor er vi nødt til at læne os op ad tiltaltes forklaring om, at han blev presset til at være med, forklarer forsvareren, som understreger, at tiltaltes DNA ikke er fundet på den kniv, der blev anvendt under røveriet.

Københavns Byret forventer at afsige dom fredag i denne uge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen