Anklager: Terror-tiltalte støttede Omars planer om at dræbe

Efter angrebet på Krudttønden vidste fire unge mænd fra Nørrebro, at Omar el-Hussein ville dræbe igen, og de hjalp ham med det, lyder det fra anklagemyndigheden

De terrortiltalte - fra venstre: Mahmoud Rabea, Liban Elmi, Ibrahim Abbas og Bhostan Hossein. Alle fire er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein inden angrebet på synagogen i København. Retstegninger: Jørgen Bitsch
De terrortiltalte - fra venstre: Mahmoud Rabea, Liban Elmi, Ibrahim Abbas og Bhostan Hossein. Alle fire er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein inden angrebet på synagogen i København. Retstegninger: Jørgen Bitsch

Københavns Byret (Ekstra Bladet): Omar el-Hussein fik hjælp, da han 15. februar sidste år skød og dræbte sikkerhedsvagten Dan Uzan og sårede to betjente foran synagogen i Krystalgade.

Det mener anklagemyndigheden, som netop har afsluttet sin procedure i terrorsagen mod fire mænd fra Nørrebro, der står tiltalt for medvirken til terror.

- De tiltalte havde direkte forsæt til, at Omar ville udføre angrebet ved Synagogen, og det var også det, de alle sammen var ved at forberede, lød det fra anklager Bo Bjerregaard under den flere timer lange procedure, som netop er blevet afsluttet.

Skal fældes af omfattende overvågning
Sagens to anklagere har dagen igennem gennemgået deres beviser for, at de fire tiltalte venner var klar over deres barndomsvens planer om et nyt terrorangreb i københavn.

Det er blandt andet omfattende overvågning fra boligområdet Mjølnerparken samt en netcafé på Nørrebro i København, der belaster den tiltalte firkløver i sagen.

Se også: Terror-tiltalt: Omar var begejstret efter drab

Ved hjælp af optagelserne har anklagemyndigheden kunnet dokumentere, at de fire venner ad flere omgange mødtes med Omar el-Hussein efter angrebet på Krudttønden og i timerne før og efter angrebet på Synagogen den 14.-15. februar sidste år.

- Efter Krudttønden tog Omar til Mjølnerparken for at få sine venners hjælp. De tiltalte har handlet som en gruppe med det fælles formål at hjælpe ham, og de har selvfølgelig været indviet i Omars planer, lød det kontant fra anklagemyndigheden, som kræver de fire venner dømt for medvirken til terror i form af drab og drabsforsøg.

En gruppeindsats
Overvågningen viser blandt andet, hvordan Omar el-Hussein ankommer i en taxa til Mjølnerparken og opsøger de to tiltalte Ibrahim Abbas og Liban Elmi kort efter drabet på Finn Nørgaard 14. februar sidste år.

Det er anklagemyndighedens teori, at Omar allerede her fortalte sine to kammerater, om angrebet på Østerbro.

Se også: Efter drabet på Dan Uzan: Omar mødt med kindkys og kram af terror-tiltalte

Ifølge masteoplysninger ringer den 21-årige Liban Elmi efterfølgende til de to sidste tiltalte i sagen, den 26-årige Bhostan Hossein og 31-årige Mahmoud Rabea, som begge befinder sig på en netcafée under en kilometer fra Mjølnerparken.

Herefter begynder det, som anklagemyndigheden betegner, som en velkoordineret gruppeindsats for at hjælpe Omar el-Hussein.

Den tiltalte Bhostan Hossein har overfor retten fortalt, hvordan gerningsvåbnet fra Krudttønden blev gemt af vejen ved et grønt område ved Mjølnerparken. Den 26-årige har dog også forklaret, at han mod sin vilje gemte det væk, fordi Omar ikke ville tage det tilbage.

Samme sted finder politiet efterfølgende også den hue og jakke, som Omar el-Hussein bar under terrorangrebet.

I timerne op til angrebet på Synagogen hjælper de tiltalte ifølge anklagemyndigheden også el-Hussein med ammunition og en taske, der kan skjule de pistoler, som senere bliver brugt ved drabet på Dan Uzan.

Derudover får Omar el-Hussein tilsyneladende også stillet en computer til rådighed ved gruppens stam-netcafé på Nørrebro.

Her søger el-Hussein ifølge politiets teknikere blandt andet på Christiansborg og adressen på formanden for Pegida, inden søgningen ender på hjemmesiden for Synagogen i Krystalgade - Omar el-Husseins sidste terrormål.

- Under søgningerne taler de tiltalte med Omar og ser flere gange på skærmen, sagde anklager Sidsel Jessen-Klixbül.

- På intet tidspunkt har de tiltalte taget afstand fra Omar el-Hussein eller hans handlinger, lød det videre i proceduren, hvor anklagerne også opfordrede sagens nævninge til at bruge deres sunde fornuft under voteringen.

Retssagen mod de fire unge mænd begyndte tilbage i marts. De nægter sig alle skyldige i de alvorlige anklager om medvirken til terror.

Næste retsmøde er 6. september, hvor forsvaret skal gennemgå deres procedure i sagen. Der ventes at falde dom i slutningen af september.

Interaktivt element

1 af 4 Fire kammerater er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein under terrordøgnet i København sidste år. Foto: Politi
2 af 4 Københavns Politi fandt efter terrordøgnet flere effekter gemt på et gørnt område ved Mjølnerparken. Her ses den rifel, som Omar el-Hussein ifølge politiet brugte til angrebet ved Krudttønden, hvor Finn Nørgaard blev dræbt. Foto: VG
3 af 4 Overvågning fra netcaféen Power Play på Nørrebro indgår i anklagemyndighedens bevisførelse mod de fire tiltalte kammerater. Filerne viser blandt andet, at Omar el-Hussein mødte sine venner her flere gange inden angrebet på synagogen i København.
4 af 4 De terrortiltalte - fra venstre: Mahmoud Rabea, Liban Elmi, Ibrahim Abbas og Bhostan Hossein. Alle fire er tiltalt for at have hjulpet Omar el-Hussein inden angrebet på synagogen i København. Retstegninger: Jørgen Bitsch

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen