Anklaget for overfald på rockersøn: Otte mænd skyldige

Retten har i dag taget stilling til om de otte unge mænd, der er anklaget for overfaldet på Suzuki Torbens søn, er skyldige i grov vold og forsøg på manddrab

Få et overblik over sagen i indslaget her.

Retten i København (Ekstra Bladet): Det var med forsæt til drab og med vold af særlig grov karakter, at en 28-årig mand sidste år blev overfaldet af ni gerningsmænd på en cocktailbar i København.

Det fandt Retten i København i dag, og kendte dermed de otte tiltalte i sagen skyldige i alle anklager.

En 23-årig og en 29-årig mand blev kendt skyldig i forsøg på manddrab, efter at retten fandt det beviseligt, at de tiltalte havde stukket den 28-årige, der er søn af den tidligere Bandidosrocker Torben Ohlsen Jensen, ikke under ti gange i maveregionen samt den øverste del af kroppen, og dermed bragt ham i livsfare.

- De tiltalte havde lejlighed til at overveje, hvad konsekvensen af knivstik er. De tiltalte burde kende til muligheden for, at offeret kunne dø, og derfor findes de tiltalte skyldige i forsøg på manddrab, sagde dommeren til retten.

De øvrige seks tiltalte blev kendt skyldige i grov vold. Flere bekendte til de tiltalte var mødt op i retten for at høre sagens udfald og modtog dommen med stærk utilfredshed.

En enkelt af de tiltalte er ikke mødt op til dagens retsmøde.

Sagen igennem har Anklager Tomas Huggers største bevisbyrde været at bevise de tiltaltes tilstedeværelse på cocktailbaren 24. august sidste år.

To af de tiltalte nægter at have været til stede på gerningstidspunktet, og det har derfor været anklagerens opgave at udpege de to på overvågningsbilleder fra stedet.

Flere af de tiltalte har forklaret i retten, at de var flere imod den 28-årige, fordi rockersønnen var 'aggressiv og skræmmende'. En enkelt af de tiltalte har erkendt at have benyttet sig af en kniv under overfaldet, men afviste, at der var tale om drabsforsøg.

Retten vil senere i dag tage stilling til strafudmålingen for de otte tiltalte.

Ekstra Bladet følger sagen..

1 af 4 Suzuki Torbens søn blødte kraftigt efter overfaldet. På overvågningsbilleder ses han flygte fra stedet indsmurt i blod.
2 af 4 Toprockeren Peter 'Pit' Rosenberg startede slagsmålet, der var ved at kostede den 28-årige livet. Foto: POLFOTO
3 af 4 - De har lavet en forbandet fejltagelse, har den tidligere Bandidosrocker, 'Suzuki' Torben Ohlsen Jensen, tidligere sagt til Ekstra Bladet om overfaldet på sønnen. Foto: Sune Fischer
4 af 4 Overfaldet fandt sted på CPH Cocktailbar på Vesterbro i København