Anmeldelse: Mand havde bat med søm i

En 33-årig mand blev efterfølgende anholdt med bat og en molotovcocktail

Nordsjællands Politi måtte med nogle timers mellemrum rykke ud til samme område i Birkerød efter to lidt aparte anmeldelser, der gik på en mand med et bat.

Den første anmeldelse indløb klokken 15.10, hvor en mand kort forinden var blevet set uden for Rema1000 ved Bistrup Park, mens han kom gående med et bat, hvor der i følge anmeldelsen sad et søm fast for enden.

Manden forsvandt i følge anmeldelsen ned ad en sti ved Bistrupvej, hvor han gemte battet på ryggen, og efterfølgende hørtes et skrig fra en kvinde.  En patrulje kørte til området, men det var ikke muligt at finde manden, og Nordsjællands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at man heller ikke fandt frem til nogen kvinde i sagen.

Cirka fem timer senere, klokken 20.14, kom der i følge politiets døgnrapport endnu en anmeldelse om en person med samme signalement, som tidligere var blevet set med et bat i samme område. En patrulje kørte dertil igen. Her fandt de nu en 33-årig mand, som havde et bat, men som også var i besiddelse af en molotovcocktail. Han er nu sigtet for  overtrædelse af våbenloven.

Det fremgår endnu ikke af politiets rapporter, hvad manden i aftes har haft forklaret til patruljen om sagen, der undersøges nærmere, oplyser Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.