Ann-Sofies stalker slog hendes hunde ihjel: Nu er sagen i Højesteret

En sag, hvor en stalker slog en families to hunde ihjel, er endt i Højesteret

HØJESTERET I KØBENHAVN (Ekstra Bladet): Igennem mere end to år blev Ann-Sofie Bjørk og hendes mor, Bitten Bjørk, stalket på groveste vis.

Ann-Sofies ekskæreste dræbte deres to hunde, familien havde indbrud, blev truet og ringet op i tide og utide.

Gerningsmanden blev dømt i både by- og landsret til ni måneders fængsel. Onsdag var sagen for Højesteret, hvor Rigsadvokaten gik efter at få straffen skærpet yderligere til halvandet års fængsel.

Se også: Ann-Sofies eks tiltalt for hundedrab og chikane: Nu er dommen faldet

Til trods for at ekskæresten allerede har afsonet sine ni måneders dom, som han fik i 2017, er problemerne langt fra slut for Ann-Sofie og Bitten Bjørk fra Ringsted.

– Jeg prøver at komme videre, men det er svært. Han bliver ved med at chikanere både mig, min mor, moster og mormor, siger Ann-Sofie til Ekstra Bladet efter dagen i Højesteret sluttede.

– Det var hårdt at få det hele læst op igen. Jeg troede ikke, at det ville være så slemt, men det tog virkelig pusten fra mig.

Særligt, da Rigsadvokaten fortalte, hvordan gerningsmanden mishandlede og dræbte familiens hunde med knivstik, begyndte tårer hos mor og datter at pible frem.

Se også: Tiltalt for hundedrab og et års chikane: - Jeg er ved at have forstået det nu

Større erstatning
Familiens bistandsadvokat forklarede ligeledes i retten, at man ønskede at hæve den samlede tort- og krænkelsesgodtgørelse fra sammenlagt 50.000 kroner til 200.000 kroner til familien.

– For mig handler det ikke om penge. Mit håb er, at han får en så lang fængselsstraf som muligt, så jeg kan få ro på mit liv i noget tid, siger Ann-Sofie Bjørk, der ikke længere tør gå alene gennem byen.

Ekstra Bladet talte i 2017 med familien, hvor Ann-Sofie kunne berette om et forhold, der varede kort tid og var præget af noget, der minder om en besættelse fra ekskærestens side.

– Jeg var i Tivoli med en veninde, og så sendte han pludselig billeder fra Tivoli fra lige dér, hvor vi stod, sagde hun dengang og nævnte også, at hun startede på HF, hvorefter han meddelte, at han skulle starte samme sted.

Retten forventer at fælde dom 3. april

Definition af stalking

Dansk Stalking Center definerer stalking som en systematisk række af kontaktforsøg og adfærd, som er uønsket og vedvarende og som opleves grænseoverskridende og intimiderende for den udsatte.

Stalking kan foregå på mange forskellige måder. Adskilt kan hver enkelt handling synes harmløs, men set i en sammenhæng kan kontaktforsøgene opleves frygtskabende og forstyrrende. Stalking kan fx foregå i form af:

  • Forfølgelse og overvågning
  • Telefonopkald, mails, Messenger beskeder, breve og sms´er
  • Uønskede gaver
  • Hærværk og trusler
  • Beskeder givet gennem andre personer
  • Digital chikane som oprettelse af falske profiler, billeddeling og hævnporno

Stalking kan betyde tab af tryghed og kontrol over hverdagen og kan have voldsomme psykiske, fysiske og sociale konsekvenser for både udsat og udøver.

Kilde: Dansk Stalking Center

Du kan læse mere om sagen her:

Ann-Sofie Bjørk kan ikke holde tårerne tilbage, når hun fortæller om sagen. Indsat: De elskede hunde Mickey og Malou, der fik en smertefuld død. Foto: Per Rasmussen Krimi Ann-Sofies eks tiltalt som stalker: Han pinte mine hunde ihjel