Ansat forsvandt for ti år siden: Nu er han fundet bag butikkens køleskab

En ansat i et lokalt supermarked forsvandt sporløst tilbage i 2009. Ti år senere er hans lig fundet bag et køleskab i den butik, hvor han var ansat

Larry forsvandt for næsten ti år siden. Men først for et halvt år siden, fandt man hans lig. Foto: Council Bluffs Police Department
Larry forsvandt for næsten ti år siden. Men først for et halvt år siden, fandt man hans lig. Foto: Council Bluffs Police Department

Da Larry Ely Murillo-Moncadas forældre sidst så ham 28. november 2009, styrtede han ud af familiens hus i byen Council Bluffs i den amerikanske delstat Iowa.

Barfodet, forvirret og midt i en snestorm forsvandt han og er ikke blevet set siden. Først et årti efter er hans lig fundet.

Det skriver flere medier inklusiv Washington Post, CNN og BBC.

Mandag oplyste politiet i Council Bluffs, at i alle disse år har Larry befundet sig mindre en halvanden kilometer fra sit hjem i et supermarked, hvor han dengang arbejdede.

DNA-analyse blev afgørende
Larrys lig blev fundet bag en køleskab i det nu lukkede No Frills Supermarket tilbage i januar måned. Liget var så forrådnet, at det først et halvt år senere er lykkedes at fastslå identiteten på liget via en DNA-analyse.

Ifølge efterforskerne er der ingen tegn på, at der skulle ligge noget kriminelt bag Larrys død, og de har en mulig forklaring på, hvad der er sket.

- Tidligere medarbejdere i supermarkedet har fortalt, hvordan de ofte klatrede op på toppen af de høje køleskabe. Larry er tilsyneladende taget hen til supermarkedet, efter han forlod forældrenes hjem og klatret op på et af køleskabene, hvorefter han er faldet 3,5 meter ned bag køleskabet, siger politiassistent Brandon Danielson til KETV i Omaha.

Efterfølgende har hans råb om hjælp været forgæves, fordi køleskabene i rummet har larmet så meget, at ingen kunne høre noget, lyder politiets vurdering.

- Man hører ikke rigtigt om lignende sager i vores område. Vi har folk, der forsvinder, men den her sag er unik, fortæller Brandon Danielson.

Hørte stemmer og havde hallucinationer
Larrys mor, Ana, har tidligere fortalt, at hendes søn var kommet hjem efter en Thankgiving-vagt i supermarkedet og virkede desorienteret. Hun tog ham med til lægen, og han fik ordineret et antidepressivt middel, men medicinen virkede tilsyneladende ikke. Larry begyndte at høre stemmer, fortalte hans mor, og siden kom hallucinationerne.

Trods en storstilet eftersøgning lykkedes det ikke at finde Larry før nu. Supermarkedet, hvor han arbejdede, lukkede tilbage i 2016. I januar måned i år gik en virksomhed, der var hyret ind til at fjerne hylder og kølere, i gang med arbejdet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

I et mellemrum mellem væg og et af køleskabene på 45 centimeter fandt nogle af virksomheden medarbejdere Larry.

Ifølge politiassistenten Brendan Danielson besøgte efterforskerne tidligt i forløbet supermarkedet, men Larrys chef vidste ikke, hvor han var. Ifølge politiassistenten var der dog mindst en person, der mente, at Larry aldrig havde forladt supermarkedet.

- Hans mor havde en følelse af, at han aldrig forlod No Frills. Jeg ved ikke, hvorfor hun havde den fornemmelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere