Ansat i dronebutik: - Politiet var forbi fire gange i går

En ansat i den dronebutik, som i nat blev udsat for hærværk, fortæller, at politiet holder et vågent øje med butikken for tiden

Dronebutikken DJI Store på Nørrebro blev natten til tirsdag udsat for hærværk.

Det skete blot dagen efter, at butikkens ejere stod frem på DR og fortalte om, hvordan de hjalp Politiets Efterretningstjeneste - PET - med efterforskningen af en 30-årig mand, som har købt droneudstyr i butikken.

Manden sidder nu fængslet og er sammen med fire andre sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme i udlandet ved at have indkøbt droneudstyr med det formål at stille det til rådighed for terrororganisationen Islamisk Stat.

De nægter sig alle skyldige.

Ifølge Mads Jørgensen, som er ansat i DJI Store, er det da også påfaldende, at hærværket sker lige netop nu.

- Vi har ligget her i to år og i alt haft hærværk seks-syv gange. Men det er lang tid siden sidst, så det er da selvfølgelig sammenfaldende, at det sker, lige efter vi har været i medierne, fortæller Mads Jørgensen.

Ifølge ham var det formentlig en brosten, som gerningsmændene benyttede til at smadre de to vinduer, som desuden er lavet af panserglas.

- Vi har et nedrullet stålgitter på den anden side af vinduerne, så de har ikke kunnet få fat i noget alligevel, fortsætter han og påpeger, at hærværket ikke kommer som en decideret overraskelse for ham og de øvrige ansatte:

- PET har gjort det klart for os, at vi nok kunne forvente et par smadrede ruder. Så det har været ret spot on.

Artiklen fortsætter under billederne ...

Butiksfacaden til dronebutikken DJI Store, som i nat blev udsat for hærværk. Foto: Mogens Flindt
Butiksfacaden til dronebutikken DJI Store, som i nat blev udsat for hærværk. Foto: Mogens Flindt

Ifølge en ansat i butikken holder politiet et vågent øje med dronebutikken, efter det mandag kom frem, at de to ejere har samarbejdet med PET. Foto: Mogens Flindt
Ifølge en ansat i butikken holder politiet et vågent øje med dronebutikken, efter det mandag kom frem, at de to ejere har samarbejdet med PET. Foto: Mogens Flindt

Han fortæller desuden, at han og kollegerne ikke føler sig utrygge ved at arbejde i butikken.

- Vi føler os ret godt beskyttet. Vi har selvfølgelig et samarbejde med PET men også med Københavns Politi, som løbende kommer og tjekker. I går var de her fire gange i løbet af dagen.

Samarbejdede med PET
Butikkens ejere, Frederik Skøt og Toke Suhr, har stået for kommunikationen med PET, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra dem.

De to blev hemmeligt inddraget i sagen tilbage i 2016, hvor de fik til opgave at handle med den nu sigtede 30-årige.

Undervejs videregav dronesælgerne blandt andet videoovervågning af den terrormistænktes besøg i butikken, fakturaer af hans køb og mailkorrespondancer mellem dronesælgerne og manden.

Ifølge DR's oplysninger satte efterretningstjenesten sporingsudstyr i nogle af de dronedele, som den terrormistænkte købte. Det er uvist, præcist hvor politiet har sporet dronedelene til.

Politiet mener, at den 30-årige samarbejdede med en 33-årig dansk-tyrker, der er bosat i Tyrkiet og tidligere dømt i en europæisk terrorsag. Han stod ifølge sigtelsen for at få dronedelene ind til Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Den 33-årige er stadig på fri fod og internationalt efterlyst.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere