Ansat i Kriminalforsorgen bortvist

Har haft en vennelignende forhold til mindst én indsat i et lukket fængsel, ifølge Kriminalforsorgen

Ved du noget om sagen? Kontakt journalisten her.

En medarbejder er blevet bortvist, efter Kriminalforsorgen har opdaget et alvorligt brud på interne regler.

Ifølge en pressemeddelelse har den nu bortviste medarbejder, der er civilt ansat, haft et vennelignende forhold til mindst én indsat i et lukket fængsel, og den ansatte mistænkes blandt andet for at have hjulpet den indsatte med at ringe til personer uden for fængslet.

Sagen er nu meldt til politiet.

Direktør i Kriminalforsorgen Ina Eliasen siger i en pressemeddelelse, at det er klart i strid med reglerne på området at have personlige relationer til de indsatte.

- Ansatte i Kriminalforsorgen skal have en professionel relation til de indsatte, hvilket man også får klar besked om, når man starter arbejde hos os. Det har stort set alle vores ansatte forstået, siger Ina Eliasen og fortsætter:

-  Men desværre er sagen her et af flere eksempler på det seneste, hvor ansatte har medvirket til ulovlig kommunikation eller indsmugling. Det er helt uacceptabelt. Vi vil nu se på, hvordan sådanne situationer kan imødegås fremover.

Kriminalforsorgen har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.