Ansat på flygtningecenter i Sverige dræbt af knivstik

Beboere på stedet pågreb den mistænkte gerningsmand, som er i politiets varetægt, skriver svenske medier

Det var her på flygtningecenter for uledsagede børn og unge i Mølndal nær Göteborg, at drabet skete. (Foto: AP)
Det var her på flygtningecenter for uledsagede børn og unge i Mølndal nær Göteborg, at drabet skete. (Foto: AP)

En 22-årig kvindelig ansat på et flygtningecenter for uledsagede børn og unge i Mølndal nær Göteborg er død efter et knivoverfald mandag.

Kvinden blev kørt på sygehuset med livstruende sår, og hendes liv stod ikke til at redde. Det skriver blandt andre Expressen.

Politiet søgte umiddelbart efter en person, og nu er pågældende pågrebet. Personen mistænkes for at have stukket kvinden.

- Det var et stort rod. Et gerningssted med meget blod. Andre beboere havde overmandet gerningsmanden. Folk var nedtrykte og oprørte, siger politiets talsperson, Thomas Fuxborg, til nyhedsbureauet TT.

Flygtningecenteret er afspærret, og teknikere er tilsyneladende i gang med at undersøge stedet. Ifølge Expressen er syv personer taget med til afhøring.

- Vi ved endnu ikke, hvad motivet til overfaldet har været. Der er flere vidner, som er taget med til afhøring, siger Christer Fuxborg, der er politiets pressemand.

Kvindens pårørende er underrettet.

Mere arbejde
Ifølge Thomas Fuxborg har svensk politi fået flere af denne type udrykninger det seneste halve år, i takt med at der er kommet mange flygtninge og migranter til landet.

- Naturligvis har vi fået mere at lave, blandt andet med denne type problematikker. Siden efteråret har vi flere gange om ugen fået opkald om forskellige typer af vold på bosteder. Dem havde vi ikke før, og det har givet os meget arbejde, siger talsmanden.

Den svenske rigspolitichef, Dan Eliasson, har mandag morgen efterlyst ekstra ressourcer til politiet.

Han ønsker flere end 4000 ekstra ansatte som følge af de ekstra udfordringer, som er kommet med flygtningestrømmene.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere