Antallet af henlagte straffesager er tredoblet på fem år

Ophobningen af henlagte sager vil blive et af justitsministerens vigtigste fokuspunkter i 2020, siger han

Antallet af henlagte sager i anklagemyndigheden er steget fra 8846 i 2014 til 21.249 i 2019.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg. Svaret er offentliggjort onsdag.

Det skriver Berlingske.

Justitsministeren tolker de nye tal som endnu et sygdomstegn i retsvæsenet.

- Kernen er, at anklagemyndigheden og politiet er spændt til bristepunktet, siger han til Berlingske.

Med til historien hører, at anklagemyndigheden i perioden har fået langt flere sager på bordet.

Antallet af indkomne sager er således steget fra 172.199 til 201.946.

Justitsministeren ser med alvor på problemet.

- Det er en af de allerstørste opgaver, som ligger på mit bord i 2020. Der skal gøres noget ved udviklingen - det er vigtigt af hensyn til ofrene og af hensyn til retssikkerheden, siger Nick Hækkerup.

Han tilføjer, at det vil tage tre år at få løst problemet.

Det fremgår også af svaret til udvalget, at beholdningen af sager, hvor en eller flere er sigtet, men hvor der endnu ikke er rejst tiltale, er tredoblet i perioden 2016-2019 - fra 28.828 til 82.761.

Ifølge justitsministeren har hverken politi, anklagemyndighed eller domstole haft "tilstrækkelige muligheder" for at løse opgaven.

Det er Kristian Hegaard, retsordfører for De Radikale, der har stillet spørgsmålet til justitsministeren.

Han kalder udviklingen en katastrofe for retssikkerheden.

- Den yderste konsekvens er, at man som offer oplever, at ens sag ikke bliver behandlet, fordi der mangler ressourcer. Og det er jo katastrofalt, at man ikke følger sagerne til dørs, siger han.

Han mener derfor, at anklagemyndigheden "uomgængeligt" har behov for et akut løft i finanslovsforhandlingerne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere