Armani-manden er tilbage i luksusbil

Flere gange de seneste år har Armani-manden narret hjælpsomme danske borgere. Nu er han på spil igen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Nu er den gal igen.

Den såkaldte Armani-mand har endnu en gang slået til, og denne gang er det gået ud over en 60-årig mand fra Charlottenlund.

Det fortæller pressekonsulent i Nordsjællands Politi, Henriette Døssing, til Ekstra Bladet.

Den venlige mand med sydeuropæisk udseende bruger hver gang den samme fremgangsmåde. Først spørger han om vej til lufthavnen, og så giver han et godt tilbud.

'Lørdag gik hans bedrageri ud over en 60-årig mand, som Armani-manden kontaktede på F24-tankstationen på Bernstorffsvej og spurgte om vej til lufthavnen. Som tak for hjælpen tilbød Armani-manden, at den 60-årige mand kunne få tre jakker – og kun betale for den ene. Det lød som et godt tilbud, og den 60-årige betalte 2000 kroner og fik de tre jakker.

'Men da han var kommet hjem, opdagede han, at købet ikke var så godt som først antaget. Jakkerne var nemlig dels kopi-jakker, dels var en jakke byttet ud med en anden, ligesom størrelserne heller ikke var rigtige, skriver politiet.'

Og det er ikke første gang.

- Vi får jævnligt anmeldelse om ham, og han dukker op i vores døgnrapport. Nogle gange er det flere gange i en kort periode, og andre gange går der lidt længere tid. Det er den samme historie hver gang, og det ville være rart, hvis vi kunne få sat en stopper for ham. Hjælpsomme borgere bliver jo narret gang på gang, siger Henriette Døssing til Ekstra Bladet.

I dette tilfælde blev den 60-årige mand narret med et godt tilbud som en tak for sin hjælp, men Armani-manden har også et andet trick. Tidligere har han spurgt om vej til lufthavnen, og så har han efterfølgende forklaret, at han har så meget bagage, at han bliver nødt til at sælge sine dyre jakker alt for billigt. På den måde er folk hoppet i med begge ben.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Armani-manden tilbage i november sidste år var på spil i Næstved, ligesom han også har huseret på Strandvejen i Hellerup og i Værløse.

Ifølge politiet kørte han denne gang i en lille, mørk eksklusiv bil.

Har du mødt Armani-manden, så hører vi gerne fra dig.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere