Seks år for rockerdrab

21-årig HA-prospect dømt for at myrde Bandidos-supporter på værtshus i Aalborg

Byretten i Aalborg idømte torsdag den 21-årige Hells Angels-prospect Jesper Østenkær Kristoffersen seks års fængsel for vold med døden til følge.

Han blev dømt for i august i fjor at have stukket en mand med forbindelse til Bandidos gentagne gange med kniv under et skænderi på værtshuset Robin i Aalborgs Jomfru Ane Gade.

Til stede under skænderiet var også Hells Angels-veteranen Jørn Jønke Nielsen, der endnu ikke har fået sin sag afgjort.

Det bliver nu op til statsadvokaten at tage stilling til, om strafudmålingen skal ankes. Hvad Lotte Nielsens anbefaling bliver, ønskede hun ikke at sige efter dommen torsdag.

Også Jesper Østenkær Kristoffersen tog betænkningstid med hensyn til en anke. Hans forsvarer, advokat Hans Kjellund, brugte meget tid på at overbevise retten om, at hans klient i hvert fald ikke skulle idømmes mere end fire års fængsel, fordi HA-rockeren efter forsvarerens opfattelse i virkeligheden var den forurettede den famøse nat på værtshuset Robin i Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Sagen mod den 21-årige blev behandlet som en tilståelsessag, fordi han tidligere i retten har erkendt, at det var ham, der stak den 28-årige op til seks gange med en kniv, men at det var Bandidos-sympatisøren, som først slog HA-rockeren i gulvet med et knytnæveslag.

Jesper Østenkær Kristoffersen forklarede dengang, at han var bange for Flemming Jensen, som var stor og stærk, og som den 21-årige havde fået bank af tidligere på sommeren i Øster Hurup. En obduktionserklæring viste efterfølgende, at den 28-årige havde været påvirket af kokain, hvilket efter forsvarerens mening bestyrkede hans klients forklaring om, at Flemming Jensen havde været helt vild.

- Vi er tæt på nødværge. En slags selvforsvar - ikke lovlig ganske vist på grund af kniven - mod en meget farlig angriber, påpegede Hans Kjellund i retten og satte også spørgsmålstegn ved de 10 knivstik og fire snitsår, som blev fundet på Flemming Jensen.

- I hvert fald snitsåret i hovedbunden kunne måske været tilføjet af andre med en spids støvle, mente forsvareren, som dermed antydede, at sparkene kunne stamme fra en af de to andre HA-rockere, som fortsat sidder varetægtsfængslet i sagen. Den ene af dem er HA-veteranen Jørn "Jønke" Nielsen.

Men Jesper Østenkær Kristoffersen har forklaret, at han ikke har bemærket, om "Jønke" eller den anden rocker foretog sig noget i forbindelse med slagsmålet.

Politifuldmægtig Lotte Nielsen hæftede sig ved, at den 21-årige adskillige gange tidligere er dømt for grov vold, og at obduktionserklæringen konkluderer, at knivstikkene er udført med stor kraft og således ikke har karakter af tilfældige snit. Anklageren mente, at det indikerede et vist forsæt.

Desuden mente hun, at straffen skulle være fængsel på ikke under otte år, fordi den voldspakke, som Folketinget vedtog i 1997, netop lægger op til, at straffen for grov vold, hvor der bruges knive og slagvåben, skal skærpes.

Sagen mod den 21-årige HA-prospect måtte i øvrigt flyttes til et større retslokale, fordi en god snes HA-medlemmer og sympatisører var mødt op i retten for at overvære sagen.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen