Direktør sigtet for hash-import

39-årig med tætte forbindelser til HA ville afsætte kæmpe parti hash til kunder på Christiania

Direktøren for en computer- og mindre plastvirksomhed blev i går arresteret på sin virksomhed på Amager og sigtet for indsmugling af flere hundrede kilo hash.

Det kom ifølge Ekstra Bladets oplysninger den 39-årige Flemming Nybo Andersen så meget på tværs, at han straks søgte at undvige det talstærke politiombud.

Men den 39-årige direktør måtte efter 100 meters løb konstatere, at en yngre betjent havde et bedre kondital, for pludselig var håndjernene smækket på direktøren.

HASH-SMUGLING
Han og en 34-årig forretningsforbindelse, Allan Hansen, kræves i dag fængslet i et grundlovsforhør i København.

Makkerparret fik i 1995 alvorlige domme for hashsmugleri ved Østre Landsret. Flemming Nybo Andersen erkendte modtagelsen af 700 kilo hash og blev idømt seks år bag tremmer, mens Allan Hansen slap med fire år.

Dommene er afsonet, og politiet mener, at makkerparret har genoptaget deres lukrative metier med computerfirmaet Card4Fun og plastvirksomheden Shivas Plast som skalkeskjul.

HELLS ANGELS
Mistanken er således, at de to har stået bag import af måske op til 800 kilo hash fra Sydspanien, som er fragtet til Danmark via Holland med lastbiler.

- Den store mængde skulle tilsyneladende distribueres til bl.a. kunder i Christiania, siger kriminalinspektør Ole Wagner til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at tre personer i forvejen er fængslet på Fyn og i Holland, og at politiet ikke vil udelukke flere anholdelser i sagen.

Efter hvad Ekstra Bladet erfarer, har det anholdte makkerpar tætte relationer til Hells Angels, hvis medlemmer næsten dagligt færdedes i Nybo Andersens virksomhed på Ved Amagerbanen i København.