Politiet var advaret om dræber-raketter

Hemmelig Tonni Christensen-rapport afslører: Dan Lynge advarede forgæves om to raketangreb - det ene kostede menneskeliv

6. oktober 1996 kl. 3.06 bliver HA's hovedkvarter i Titangade udsat for et raketangreb, mens omkring 150 mennesker er samlet til den årlige Vikingefest. To mennesker bliver dræbt og adskillige hårdt såret. (Foto: Johnny Frederiksen)
6. oktober 1996 kl. 3.06 bliver HA's hovedkvarter i Titangade udsat for et raketangreb, mens omkring 150 mennesker er samlet til den årlige Vikingefest. To mennesker bliver dræbt og adskillige hårdt såret. (Foto: Johnny Frederiksen)
Dansk politi var advaret om to af de værste bombeattentater under 90'ernes rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos.

Det har politiet indtil nu benægtet.

Men i dag kan det dokumenteres, at rockeragenten Dan Lynge allerede 10. april 1996 fortalte politiet, at Bandidos havde planlagt at ramme Hells Angels' klubhuse i Snoldelev og Titangade med livsfarlige raketter af mærket Carl Gustav.

Angrebene blev ikke forhindret.

Bare én uge efter Lynges advarsel blev rockerborgen i Snoldelev ved Roskilde ramt, og et halvt år senere kom turen til HA's hovedkvarter i Titangade midt på Nørrebro.

Det sidste angreb kostede to mennesker livet.

For snart et år siden stod Dan Lynge frem og fortalte, at han personligt advarede politiet om angrebene.

Han talte sandt.

Det fremgår af en hemmelig politirapport, som Ekstra Bladet og TV2 i dag kan afsløre indholdet af.

EN TROVÆRDIG MEDDELER
10. april 1996 modtager kriminalassistent Tonni Christensen en alarmerende melding fra sin mangeårige meddeler i rockermiljøet.

Dan Lynges besked er ikke til at tage fejl af:

'Bandidos har besluttet sig for at slå til mod Titangade og HA i Snoldelev samtidig ved hjælp af raketter. Formentlig skal man anvende en Carl Gustav'.

Sådan noterer Tonni Christensen advarslen fra den velinformerede Dan Lynge, der har en fortid i både Hells Angels og Bandidos.

Og politirapporten fortsætter:

'Bandidos har fået fat i en ny dysekanon - bærbar. Meddeleren ved ikke, hvor den opbevares, men en militærperson har kigget på den, og han blev meget bange, da han så, hvad de var kommet i besiddelse af. Der er tale om en kanon, hvor man selv kan bestemme aktiveringstidspunktet for granaten. Den har en rækkevidde på ca. 500 meter'.

Tonni Christensen sender efter eget udsagn sin rapport videre til Rigspolitiet og tilføjer et håndskrevent 'NB' i margen ud for de vigtige raketadvarsler.

Alligevel finder begge raketangreb sted.

ET FLAMMEHAV
Præcis en uge efter Dan Lynges advarsel bliver HA's klubhus i Snoldelev ramt. Natten til 17. april 1996 kl. 00.20 torpederer en panserværnsraket af mærket Carl Gustav rockerborgen i nærheden af Roskilde, hvor omkring 15 mennesker ligger og sover.

På få minutter omdannes Fort Snoldelev til et flammehav.

Det meste af taget står i brand, mens HA'erne desperat kæmper for at redde deres liv og ejendele ud af bygningen.

Kun ved et mirakel omkommer ingen.

Samme nat rammes også HA-støtteklubben Avengers' klubhus i Nørre Sundby, og dermed er et dobbeltangreb ført ud i livet.

Et halvt år senere kommer turen til Hells Angels i Titangade.

RAKETTER I BOLIGKVARTER
Søndag 6. oktober 1996 kl. 3.06 bliver Hells Angels' hovedkvarter i Titangade bombemål, mens omkring 150 mennesker er samlet til den årlige Vikingefest.

En panserværnsraket - igen af mærket Carl Gustav! - affyres fra et nærliggende hustag af medlemmer af Bandidos.

To mennesker bliver dræbt og adskillige hårdt såret.

De dræbte er den 29-årige enlige mor Janne Krohn, der rammes direkte af missilet, og den 38-årige HA'er Louis Linde Nielsen.

Angrebet finder sted i et tæt bebygget boligkvarter, og også et stort antal menige københavnske politifolk befinder sig i skudlinjen, da raketten flyver hen over hovedet på dem.

NÆGTER ALT
I oktober 1996 er hele Dan Lynges advarsel fra 10. april en realitet.

Dels er to rockerborge blevet ramt samtidig med raketter af mærket Carl Gustav. Og dels har både klubhusene i Snoldelev og Titangade været bombemål.

Men Københavns Politis ledelse nægter officielt at kende noget som helst til advarsler fra Dan Lynge.

'Der har efter min opfattelse ikke foreligget specifikke, konkrete oplysninger forud for de under rockerkrigen gennemførte angreb.'

Sådan skrev chefkriminalinspektør Per Larsen til statsadvokaten for København 22. maj sidste år.

Alligevel eksisterer der altså en politirapport fra 10. april 1996, som beviser, at politiet modtog mindst én forudgående advarsel fra Dan Lynge.

Hverken politidirektør Hanne Bech Hansen, chefkriminalinspektør Per Larsen eller kriminalassistent Tonni Christensen ønsker at kommentere sagen.
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen