Lejemorder vil bo i kloster

Spies-piges morder vil have rettens ord for, at han skal løslades

Jørgen Rosenbæk Jørgensen slog i 1980 Michelle Anderson ihjel med 24 knivstik på bestilling af narko-bagmænd, der frygtede, at kvinden ville sladre om sin viden til politiet. (Foto: Peer Pedersen)
Jørgen Rosenbæk Jørgensen slog i 1980 Michelle Anderson ihjel med 24 knivstik på bestilling af narko-bagmænd, der frygtede, at kvinden ville sladre om sin viden til politiet. (Foto: Peer Pedersen)
- Andre drømmer bare om friheden, men jeg ved, at det er hårdt arbejde at komme ud. Jeg skal skaffe mig en kniv, en gaffel og en kop og starte forfra med alting. Allerhelst vil jeg bo i et kloster i Frankrig i en periode - som en slags åndeligt kurophold.

Den nu 48-årige Jørgen Rosenbæk Jørgensen har sammenlagt siddet bag tremmer i 18 år efter, at han i 1980 blev anholdt for et opsigtsvækkende lejemord på den 22-årige prostituerede og tidligere Spies-pige, Michelle Anderson.

I går sad Jørgen Rosenbæk Jørgensen i Glostrup Ret.

Kriminalforsorgen har afslået hans ansøgning om at blive prøveløsladt. Men i sommer trådte en ny lov i kraft, så livstidsfanger efter 14 års afsoning kan bede domstolene om at vurdere spørgsmålet. Før havde de havde ingen mulighed for at anke et afslag på at blive løsladt.

Jørgensen afsoner i Vridsløselille Statsfængsel, hvor det meste af hans tid går med at meditere eller læse i cellen. Han er optaget af filosofiske og religiøse emner og synger i kirkekoret.

Fængselspersonalet betegner ham som høflig og venlig.

BENÅDET - OG BEGIK RØVERI
I 1995 blev Jørgen Rosenbæk Jørgensen reelt benådet, men efter et par år på fri fod begik han et væbnet røveri og blev derfor gen-indsat på sin gamle livstidsdom.

Dengang havde Jørgensen været inde i et udslusningsforløb fra fængslet, og han mener derfor ikke, at det bør være nødvendigt igen, før han kan stå på gaden som en fri mand.

- Men når han ikke vil underkaste sig et nyt udslusningsforløb og bevise, at han kan håndtere det, så er der ingen grund til at forkaste kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse, argumenterede kammeradvokat Benedicte Galbo, der repræsenterer kriminalforsorgen.

Jørgensens advokat, Bjørn Elmquist, er lodret uenig. Han mener, at en udslusning, der blandt andet består af et ophold i en åben anstalt eller på en pension, ikke bør være en pligt for den indsatte. Og Elmquist er vred over, at kriminalforsorgen ikke har gjort sig den ulejlighed at bede retslægerådet om en vurdering af fangen.

- Kriminalforsorgen har truffet en ren administrativ afgørelse og har ikke gidet at indhente en vurdering fra retslægerne, sagde han.

VIL IKKE AFLIVE SIN UNDULAT
Jørgen Rosenbæk Jørgensen har fået tilbud om at blive udsluset ved i en periode at bo på en kriminalforsorgens pensioner ved Herning. Det har livstidsfangen takket nej til. Årsagen er blandt andet hans undulat, som han ifølge reglerne ikke må have med på pensionen.

- Kan du ikke bare få fuglen aflivet? spurgte hans advokat ham.

- Dengang jeg fik den, var den meget bange. Den sagde ikke et pip, så det var hårdt arbejde hver dag at få den til at blive en normal fugl. Nej, den skal da ikke aflives, svarede Jørgensen.

Livstidsfangen er dog indstillet på, at hvis den eneste vej til friheden er belagt med de regler og restriktioner, et udslusningsforløb også rummer, må han gå den vej.
Glostrup Ret træffer afgørelse torsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen