Dansk imam skjuler narko-dom

Imam Pedersen var troende muslim, da han tilstod handel med over fem kg hash og røg bag tremmer

. Flere kriminalnyheder

Den nu 48-årige islam-leder Abdul Wahid Pedersen, der senest har gjort sig bemærket ved at gå ind for stening af utro hustruer, blev i december 1983 idømt ét år og fire måneders fængsel efter den grove narko-paragraf 191 i straffeloven.

Den danske imam var ifølge ham selv troende muslim, da han dengang blev dømt for narko-handel.

Den muslimske mand stod tiltalt for handel med i alt ti kg hash, men blev kun dømt for køb og salg af lidt over fem kg, herunder indsmugling af to kg fra Holland.

Sagen ved retten i Silkeborg blev kørt som en tilståelsessag, bl.a. fordi anklage-myndigheden ikke kunne føre bevis for, at Reino Pedersen - som Abdul Wahid er døbt - var medskyldig i handel med de resterende ca. fem kg rygestof.

PILGRIM OG VAGABOND
Daværende Reino Pedersen var ifølge egne oplysninger om sit liv og levned en slags hippie-pilgrim eller vagabond, der rejste rundt i verden - ikke mindst til lande i Asien, bl.a. Indien, fuld af 'oplevelsestrang i sit brusende hjerte', som imamen selv har beskrevet det.

I 1968 var den kommende imam blevet overbevist hindu efter en stærk, religiøs oplevelse i Indien, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle Abdul Wahid Pedersen først have konverteret til islam, mens han afsonede sin narko-dom.

Nu siger imamen dog selv, at dette ikke er sandt. Allerede i 1982 blev han muslim, oplyser han.

Abdul Wahid Pedersen, der omhyggeligt har undgået at omtale dommen fra 1983, vil ikke citeres for noget som helst, da han angiveligt har lovet sin hustru at holde sig uden for offentlighedens søgelys.

Daværende Reino Arild Pedersen, som er født i Sverige, voksede op i Rodskov, en lille by på Djursland, og levede som ung mand i Østjylland blandt musikere og flippere, mens han bl.a. selv spillede rock på gadeplan og påbegyndte et etnografi-studium på Århus Universitet.

HASH NORMALT
På dén tid og i disse kredse var hash et almindeligt udbredt rusmiddel, og det blev i de samme kredse på ingen måde anset for 'kriminelt' at købe og sælge godt rygestof.

At ordensmagten også dengang havde et helt andet syn på hash, dét fik Reino Pedersen personligt at føle, da politiet i Silkeborg i efteråret 1983 knaldede ham for stribevis af forhold, bl.a. to større handler med hver to kg hash, samt indsmuglingen fra Holland.

Det var derfor den grove narko-paragraf med en strafferamme på op til ti år, som retten tog i brug, da Reino Pedersen en måned før jul, 1. december, blev idømt sin fængselstraf.

Den dømte hash-handler blev senere udsluset fra fængslet til tjeneste på en islamisk lilleskole, Safwra-Skolen på Sjælland.

FORTIET DOMMEN
Abdul Wahid Pedersen, der i dag har titel af imam og er medstifter af Islamisk-Kristent Studiecenter samt Muslimsk Landsorganisation, har på egen hånd foretaget studier i Koranen og arabisk, men har ingen teologisk uddannelse.

Om sin fortid har han bl.a. fortalt, at han som barfods-pilgrim i Indien i årevis har levet uden verdslige ejendele, men desuden her i landet har ernæret sig som jord- og betonarbejder, metalstøber, ekspedient, truckfører, fabriksarbejder, eksportkonsulent, oversætter og lærer.

Abdul Wahid Pedersen, der i dag driver den muslimske boghandel Zahra på Nørrebro i København, har dog aldrig offentligt fortalt om sin hash-dom og sit liv i skyggen.

Tværtimod har han gjort alt for at skjule den oplevelse. Den er 'lagt bagude' og irrelevant for hans nuværende praksis, mener han.

- Jeg har været derude, hvor livet gør ondt, og har brudt brød med folk, der ikke sidder bag et skrivebord, sagde imamen i et interview i Ekstra Bladet 4. maj.

Nærmere ønsker imamen ikke at komme.

- Jeg vil ikke citeres for noget som helst, lød det torsdag fra Abdul Wahid Pedersen, der er gift på 18. år med en marokkansk kvinde og har tre store børn.

Læs også:
. Forbudt
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen