Kvæstet bilist undgår retsmøde i Aarhus

42-årig mand fra Viborg er fortsat indlagt efter dødsulykke fredag. Han er dog uden for livsfare

(Foto: Team 112-aarhus/Kenneth Jensen)
(Foto: Team 112-aarhus/Kenneth Jensen)

En kvæstet bilist undgår lørdag at blive fremstillet for en dommer i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.

En anklager har vurderet, at der ikke er grundlag for et grundlovsforhør med bilisten, oplyser Østjyllands Politi.

Det var fredag ved middagstid, at den 42-årige mand fra Viborg var involveret i en alvorlig trafikulykke.

Han sad ved rattet i den personbil, men mistede herredømmet over den på Mejlbyvej i Hjortshøj. Hans passager, en 35-årig mand fra Lystrup, mistede livet.

Bilen ramte med stor kraft et træ og væltede rundt.

I efterforskningen har politiet undersøgt, om føreren var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Men undersøgelsen har altså ikke ført til, at politiet betragter ulykken som så alvorlig, at der er grundlag for at kræve bilisten frihedsberøvet.

Han er fortsat indlagt på hospitalet, oplyser politiet lørdag formiddag, men han er ikke i livsfare.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere