Kæmpe jordskred dræber 83 minearbejdere i Tibet

Redningsfolk har i 28 timer forgæves forsøgt at finde overlevende, efter minearbejdere blev indespærret

I over et døgn har redningsfolk forsøgt at komme 83 indespærrede minearbejdere til undsætning i en mine i Tibet. Men uden succes.

Indsatsen har ikke givet nogle opmuntrende resultater.

- Redningsfolkene har endnu ikke fundet overlevende eller lig, siger myndighederne lørdag ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua.

Minearbejderne blev fanget efter et kæmpemæssigt jordskred, der ramte tidligt fredag morgen og dækkede et område på omkring fire kvadratkilometer i Maizhokunggar-området i Lhasa, hovedstaden i Tibet.

De indespærrede minearbejdere kom fra selskabet China National Gold Group Corporation. 81 af dem var kinesere, mens to var tibetanere.

Mere end 1000 redningsfolk deltog i forsøget på at få arbejderne op fra minen, der ligger i 4,6 kilometers højde.

Jordskreddet dækkede et område på mellem tre og fire kvadratkilometer, og de lokale myndigheder oplyser, at jordskreddet bestod af omkring to millioner kubikmeter mudder, sten og små klippestykker.

- Redningsarbejdet bliver meget svært, fordi det er så stort et område, udtalte en lokal redningsarbejder fredag til Xinhua.

Aktionen blev kommenteret og bakket op af Kinas præsident, Xi Jinping, og landets premierminister, Li Keqiang. De to toppolitikere beordrede "højeste indsats" for at redde de indespærrede minearbejdere.

Ligeledes fredag omkom mindst 23 arbejdere efter en gaseksplosion i en kulmine i det nordlige Kina.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere