14-årig gruppevoldtaget på dobbeltdækkerbus i Glasgow

Teenagepigen forlod sin veninde og gik op på bussens øverste etage. Her ventede to mænd, som overfaldt hende

En 14-årig pige blev sent fredag aften voldtaget af to mænd, da hun var passager i en dobbeltdækkerbus i Skotlands største by, Glasgow. Det skriver BBC.

Bussen havde netop forladt et indkøbscenter i boligkvarteret Pollok. På det tidspunkt var teenagepigen sammen med en jævnaldrende veninde.

Pigerne sad på dobbeltdækkerbussens nederste etage, men under køreturen gik den 14-årige længere op i bussen. Her faldt hun i snak med to mænd, som overfaldt og voldtog hende.

- Det var en meget voldsom oplevelse for den unge pige. Hun er i chok, lyder det fra politikommissær Jackie Carroll fra det lokale politi ifølge BBC.

Buschaufføren var ikke klar over forbrydelsen, da han ikke kunne se, hvad der foregik i den øverste del af det høje køretøj, lyder det fra busselskabet First Glasgow.

- Vi assisterer politiet i deres efterforskning, og vi opfordrer folk til at stå frem, hvis man har informationer omkring hændelsen, siger en talsmand for First Glasgow.

Der blev først slået alarm, da veninden gik op for at hente den 14-årige pige.

En kvindelig og to mandlige passagerer kom herefter voldtægtsofferet til undsætning. De forlod alle bussen ved det efterfølgende busstop, og pigen blev hjulpet hjem af passagererne.

Chaufføren smed senere de to voldtægtsforbrydere af bussen på grund af anden ustyrlig opførsel. Politiet efterlyser nu vidner, der har set de to mænd, der er mellem 18 og 20 år. Der er ingen videoovervågning på dobbeltdækkerbussen.

- Vi fortsætter vores intense efterforskning og vil gerne tale med de passagerer, som hjalp hende af bussen. De må have vigtig information, som kan hjælpe os i efterforskningen, siger Jackie Carroll.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere