Bilulykke: Passager dræbt - fører anholdt

En mand er her til aften afgået ved døden efter en soloulykke i Aarhus. Den døde var passager, mens føreren nu er anholdt- mistænkt for uagtsomt manddrab

(Foto: Team 112-aarhus/Kenneth Jensen)
(Foto: Team 112-aarhus/Kenneth Jensen)

En 35-årig mand er død af sine kvæstelser, efter han og en 42-årig mand, der var føreren af bilen, mistede kontrollen over bilen og kørte ind i et træ. Føreren er nu anholdt og mistænkt for uagtsomt manddrab.

Østjyllands Politi modtog klokken 12.34 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Mejlbyvej i Hjortshøj nord for Aarhus, hvor en personbil var impliceret i en soloulykke.

- Føreren, en 42 årig mand fra Viborg, mistede af ukendte årsager herredømmet over køretøjet, hvorefter køretøjet ramte et træ og væltede rundt. Uheldet var meget voldsomt, hvorved passageren, en 35 årig mand fra Lystrup ved Århus, blev fundet svært kvæstet i køretøjet. Skaderne var så voldsomme, at han umiddelbart efter afgik ved døden. De pårørende er underrettet. Bilinspektøren tilkaldt, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ulykken skete på Mejlbuvej, som er en landevej, hvor det er tilladt at køre 80 km/timen.

- Vi har i hvert fald en mistanke om, at den fartbegrænsning ikke er overholdt, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Jes Frederiksen til ekstrabladet.dk.

Den 42-årige fører af bilen er også selv hårdt kvæstet og er blevet bragt til Aarhus Universitetshospital. Men han er ikke i livsfare, og politiet har allerede afhørt ham.

- Vi har talt med ham, og på baggrund af det mener vi at have grundlag for fremstille ham i grundlovsforhør i morgen - mistænkt for flere grove overtrædelser af færdselsloven, samt uagtsomt manddrab, siger vagtchefen, der ikke kan komme ind på hvordan de to mænd helt præcist kender hinanden.

- De har et almindeligt bekendtskab - mere kan jeg ikke sige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere