Bander i kamp om bordeller

Kriminelle indkasserer store summer i beskyttelsespenge

En række LTF’ere var mødt frem ved retten på Frederiksberg, da tre andre bandemedlemmer 13. marts blev varetægtsfængslet efter mistanke for afpresningsforsøg mod to bordeller. (Foto: Jesper Mortensen)
En række LTF’ere var mødt frem ved retten på Frederiksberg, da tre andre bandemedlemmer 13. marts blev varetægtsfængslet efter mistanke for afpresningsforsøg mod to bordeller. (Foto: Jesper Mortensen)

Ud over narko og hash er også det storkøbenhavnske bordelmiljø mål for kriminelles forsøg på tjene penge.

Senest blev tre medlemmer af banden Loyal To Familia, LTF, 13. marts varetægtsfængslet, fordi de mistænkes for at stå bag afpresningsforsøg rettet mod mindst to bordeller.

Ved den ene lejlighed troppede gerningsmændene op 15. februar på et bordel på Frederiksberg omkring klokken 18.

Her afleverede afpresserne en seddel med et telefonnummer og sagde:

- Ejeren skal ringe til her nummer straks, ellers bliver I smadret.

Truslen blev understreget ved, at den ene afpresser satte en foldekniv på struben på en af bordellets ansatte.

Det andet afpresningsforsøg fandt sted samme dag. Her var målet ligeledes et bordel på Frederiksberg.

Truede med pistol
Også her blev der lagt en seddel med et telefonnummer, der blev fulgt op med en verbal trussel:

- Der skal ringes inden 24 timer. Jeg mener det alvorligt, ellers bliver I skudt.

Samtidig fremviste den ene afpresser en pistol i bukselinningen.

Ifølge en række kilder med indsigt i miljøet betaler størstedelen af de etablerede bordeller i Danmark beskyttelsespenge til kriminelle. Rockere fra både HA, Bandidos og diverse bandegrupperinger står bag den givtige ’forretning’.

Det månedlige beløb, der skal afleveres, kan ligge på mellem 10.000 og 15.000 kr. Ifølge kilderne forsøger medlemmer af den nye bandesammenslutning, LTF, nu at få del i kagen.

I følge kilder med indsigt i miljøet er de omtalte afpresningsforsøg og efterfølgende varetægtsfængslinger kun en del af det samlede billede i forhold til hvordan, de kriminelle netop nu enten ønsker at fastholde deres position kontra at overtage andres indtægtskilder.

Politiet: Vi har fokus på miljøet
Hos Københavns Politi er det ikke opfattelsen, at afpresning og betaling af beskyttelsespenge i bordelbranchen er et udbredt problem.

- Vi holder et vågent øje med miljøet, og vi hører relativt sjældent om problemer, siger Jens Møller, efterforskningschef, afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

- Men jeg erkender, at der kan være skyggetal, vi ikke kender til, siger han.

-Vi forsøger at aflægge hvert kendt bordel et eller flere årlige kontrolbesøg, siger efterforskningslederen.

- Her kigger vores folk på bordellet, ligesom de snakker med de ansatte. Vores folk er meget opmærksomme på, om der er tegn på der betales beskyttelsespenge. Vi mener selv, vi har et fornuftigt overblik over det generelle billede, siger Jens Møller.

I følge politiets opgørelse er der godt 100 bordeller i København, hvor kvinderne har en bred international baggrund.

- Vi hører sjældent om direkte vold rettet mod bordellerne, der kan knyttes til kriminelle og forsøg på at presse de bordellerne til et samarbejde, siger han.

- Hvis der er mistanke om kriminalitet, starter vi en efterforskning op, siger Jens Møller, der samtidig opfordrer til at melde forsøg på afpresning eller andet til politiet.

Ved du noget eller har kendskab til problemstillingen så skriv til 1224@ekstrabladet.dk eller send sms til 1224.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere