Et år uden tog: Nordjyske pendlere syltet

Nordjyderne har i dag været uden togforbindelse i et år

Togforbindelsen over Limfjorden fik et ordentligt knæk efter containerskibet Ramonas påsejling sidste år. (Søren Schnoor/Polfoto)
Togforbindelsen over Limfjorden fik et ordentligt knæk efter containerskibet Ramonas påsejling sidste år. (Søren Schnoor/Polfoto)

Der var ikke gået et år, hvis det havde været en bro i en anden landsdel.

Det er opfattelsen blandt nordjyderne, som i dag har været uden togforbindelse i 365 dage.

Nordjylland blev tog-mæssigt afskåret fra omverdenen, da det finske containerskib Ramona bragede ind i jernbanebroen ved Aalborg.

Mirakuløst kom ingen til skade ved ulykken, men efterfølgende har reparationen af broklappen skabt en masse problemer og forhindret al togtrafik mellem Himmerland og Vendsyssel.

- Vi er frustrerede. Det har ikke haft den nødvendige bevågenhed fra myndighedernes side, og det har nu kostet dyrt for erhvervslivet og besværliggjort hverdagen for flere tusinde pendlere, siger Brønderslev borgmester Lene Hansen til ekstrabladet.dk.

Hun mener, at den langsommelige reparation kunne været undgået, hvis påsejlingen var blevet behandlet som en akutskade.

- Så havde det ikke været nødvendigt at sende arbejdet i udbud. Vi har nogle af de bedste smede-virksomheder her i regionen, som formentlig kunne have udført arbejdet, så vi igen kunne have været forbundet med moderlandet i løbet af et halvt år.

Banedanmark meddelte i sidste uge, at jernbanebroen over Limfjorden igen åbner for almindelig togtrafik 29. april.

Og når togene kører igen, vil transportministeriet og Banedanmark sammen gennemgå forløbet.

- Vi vil gå i tænkeboks og spørge os selv, om vi har tilrettelagt det her på den rigtige måde, siger transportminister Henrik Dam Kristensen til nordjyske.dk.

Brønderslevs borgmester mener dog ikke, at politikerne kan klandres for det langstrakte reparation.

- Det må være entreprenøren, der har ansvaret. Jeg håber, der kommer et retsligt efterspil. De dagbøder entreprenøren allerede er idømt er ikke nok, siger Lene Hansen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere