Fynbo sendte uskyldig mand i fængsel

En 35-årig mand har erkendt, at han har afgivet flere falske anmeldelser, som bl.a. har sendt en dengang 33-årig mand bag tremmer i 2005

Efter det påståede røveri blev Joe Christensen hædret af lokalpolitiet i Svendborg og Svendborg Sparekasse for sin 'heltegerning'. (Foto: Katrine Becher Damkjær)
Efter det påståede røveri blev Joe Christensen hædret af lokalpolitiet i Svendborg og Svendborg Sparekasse for sin 'heltegerning'. (Foto: Katrine Becher Damkjær)

Den 35-årige Joe Christensen fra Skårup på Fyn har erkendt, at han har afgivet flere falske anmeldelser og forklaringer i retten.

I en af sagerne blev en 33-årig mand dømt for et røveri, han ikke begik.

Det oplyser Fyns Politi.

Sagen om de mange falske anmeldelser startede i slutningen af januar, da den 35-årige mand forklarede både politiet og omverdenen, hvordan han havde jaget to mulige røvere på flugt og afværget et røveri i Skårup på Fyn.

Efter det påståede røveri blev Joe Christensen hædret af lokalpolitiet i Svendborg og Svendborg Sparekasse for sin 'heltegerning'.

I forbindelse med det påståede røveri fortalte Joe Christensen, at det ikke var første gang, at han jagede røvere på flugt.

Joe Christensen konstaterede da også, at det er lidt underligt, at han hele tre gange er blevet involveret i røveriforsøg.

- Ja, min kæreste siger, at det måske er noget, der følger mig. Det er det måske, men jeg vil stadig gribe ind, hvis det sker igen, sagde han til Fyns Amts Avis.

Manden erkendte kort efter 'røveriet' i Svendborg, at anmeldelsen var falsk, men den efterfølgende efterforskningen viste, at det ikke var den eneste falske anmeldelse, manden havde på samvittigheden.

- Der er tale om en yderst usædvanlig sag. Selv om det kan lyde underligt, så var det faktisk et medvirkende faktum til opklaringen, at manden fik en dusør i forbindelse med det røveri, han påstod at have afværget i Skårup. Vi fik nemlig i den forbindelse nogle henvendelser fra borgerne, som vakte vores mistanke, og derefter gik det stærkt, siger vicepolitiinspektør Klaus Arboe fra Fyns Politi.

Politiet har nu sigtet manden i otte sager for afgivelse af falske anmeldelser, falske forklaringer i retten samt bedrageri.

Den ældste sag stammer tilbage fra 2003, hvor han den 28. december anmeldte et røveri mod ham selv. Den anmeldelse har han erkendt var falsk.

Den 5. oktober 2004 fortalte han politiet, at han var blevet udsat for et nyt røveri. Denne gang udpegede han også en gerningsmand, og sagen kom den 19. november 2004 i byretten, hvor en dengang 33-årig mand blev dømt for røveriet.

Sagen blev 10. februar 2005 prøvet i Landsretten, der også fandt den 33-årige mand skyldig, og idømte ham halvandet års fængsel - blandt andet for dette røveri.

- Der er noget der tyder på, at en mand er blevet dømt på et forkert grundlag for cirka 10 år siden. Derfor vil anklagemyndigheden tage skridt til at få rettet op på den gamle sag. Det vil ske samtidig med en vurdering af sigtelserne mod den 35-årige mand. Hvis man er dømt som følge af falske forklaringer, så skal man naturligvis renses. Der kan desuden også blive tale om en erstatning, siger chefanklager hos Fyns Politi Jan Stick.

Den 35-årige mand har over for politiet erkendt sig skyldig i sigtelserne i sagerne. Sagen vil nu blive overdraget til anklagemyndigheden til vurdering af tiltalespørgsmålet.

Kender du manden, som blev dømt på den falske anmeldelse? Så tip os på mail eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere