Tre rockere kræves fængslet for brutalt knivoverfald

Politiet anholdt under torsdagens aktion mod rockere og bander tre HA-folk, som mistænkes for drabsforsøg, en fjerde efterlyses

På Cafe Runddelen på Nørrebro blev en mand søndag morgen stukket med kniv 27 gange. (Foto: Kenneth Meyer)
På Cafe Runddelen på Nørrebro blev en mand søndag morgen stukket med kniv 27 gange. (Foto: Kenneth Meyer)

Et fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels, en fra HA-støttegruppen AK81 og en tredje mand, der ikke er rocker, men som har rockerrelationer, er anholdt og sigtet for et brutalt knivstikkeri på Café Runddelen på Nørrebro i København. Politiet eftersøger yderligere en AK 81´er i sagen.

Knivstikkeriet fandt sted søndag morgen og gik ud over en 31-årig mand, der fik 27 stik på kroppen, da han blev overfaldet på værtshusets toilet.

De fire, som nu sigtes for drabsforsøg, blev anholdt under politiets storstilede aktion torsdag. Den var rettet mod rockere og bander på hele Sjælland.

Den 27-årige var i livsfare lige efter overfaldet, men er i bedring. Han blev indlagt på Rigshospitalet, hvor lægerne konstaterede, at han havde 27 stik gående hele vejen fra lysken og op til hovedet, men de er fortrinsvis centreret i torso.

- Vi kan endnu ikke sige noget om motivet, siger lederen af Københavns Politis bandeenhed Lau Thygesen til Ritzau.

I alt 39 blev anholdt, da politifolk fra de sjællandske politikredse torsdag ransagede 64 adresser rundt omkring på Sjælland.

Over halvdelen vil fredag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det sker blandt andet i Retten i Glostrup, hvor Københavns Vestegns Politi fremstiller otte personer fra bandegrupperingen VHK (Værebros Hårde Kerne), der sigtes for to drabsforsøg i Skovlunde og Herlev i begyndelsen af marts.







Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere