30-årig fængslet for flere sexkrænkelser mod børn

En 30-årig mand er sigtet for flere seksuelle krænkelser af børn under 12 år

En 30-årig mand er torsdag eftermiddag ved retten i Odense blevet varetægtsfængslet frem til den 15. april.

Manden er sigtet for flere seksuelle krænkelser af børn under 12 år i i perioden fra april 2012 til august 2012 i Odense og Rødby.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre af hensyn til sagens karakter og efterforskning, og politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere i sagen - heller ikke hvordan manden stiller sig til sigtelsen.

Politiet understreger, at det ikke drejer sig om den mand, som sidste år krænkede to mindreårige fynske piger seksuelt. Overgrebene mod dem skete med tre ugers mellemrum i Øster Skerninge og i Refsvindinge.

Dna-prøver har vist, at den samme mand begik overgrebene, og han er trods ihærdig efterforskning endnu ikke fundet.

- Det eneste, vi kan sige, er, at den mand, vi nu har anholdt, ikke er gerningsmanden til de to overgreb. Der er desværre tale om en ny sag, siger vicepolitikommissær Jack Liedecke, Fyns Politi til Ritzau.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere