Politi undgår straf for at udlevere aflytning

Rigsadvokat kan godt se problemet i, at Skat fik en aflytning fra Københavns Politi. Men det er ikke strafbart

Forløbet viser, at borgernes retssikkerhed udvandes, mener mandens advokat, André Rouvillain. (Foto: Colourbox.com)
Forløbet viser, at borgernes retssikkerhed udvandes, mener mandens advokat, André Rouvillain. (Foto: Colourbox.com)

Det var forkert, da Københavns Politi udleverede aflytningen af en borgers dybt fortrolige snak i telefonen til skattevæsenet.

Det har Rigsadvokaten netop slået fast i en langvarig klagesag.

Men selv om der er begået en fejl, er der ikke grund til at rejse en straffesag mod to anklagere ved Københavns Politi for grov forsømmelse i tjenesten. Og Rigsadvokaten vil heller ikke kritisere enkeltpersoner.

Sagen opstod i 2008. En dommer havde givet politiet lov til at aflytte en mands telefon i forbindelse med en drabssag.

Siden blev sagen opgivet, men på Politigården i København blev det alligevel besluttet at videregive nogle af aflytningerne til Skat.

Manden skyldte skattevæsenet penge. Og på grund af 'gaven' fra politiet kunne en medarbejder i Skat stå klar til at afspille aflytning under et retsmøde i fogedretten om udlæg.

Forløbet viser, at borgernes retssikkerhed udvandes, mener mandens advokat, André Rouvillain.

- Skrækscenariet er, at der reelt ikke er nogen grænse for borgernes privatliv og ret til at kunne tale i fortrolighed, har advokaten tidligere sagt.

Han har derfor klaget over, at politiet gav aflytningen videre til en anden myndighed. Efter at have tænkt over spørgsmålet i 32 måneder vinkede statsadvokat Lise-Lotte Nilas sidste år afværgende. Alt var gået rigtigt til.

Men Politiklagenævnet har støttet advokaten. Ifølge retsplejeloven skal aflytninger destrueres, hvis der ikke rejses sigtelse eller tiltale. Og derfor er udleveringen så grov en handling, at der bør rejses sigtelse mod anklagerne, mener nævnet.

Nu har Rigsadvokaten så truffet den endelige afgørelse, som går ud på, at der er sket en fejl - hvilket dog ikke er kritisabelt.

Betingelserne for at udlevere de fortrolige aflytninger var ikke opfyldt, fastslår Rigsadvokaten.

Hensynet til den person, der er blevet aflyttet, vejer tungere end hensynet til Skats interesse i at kunne inddrive penge hos en borger.

Men der er altså ikke sket noget strafbart. Intet tyder nemlig på, at anklagerne har foretaget en 'bevidst tilsidesættelse af reglerne om videregivelse af oplysninger', mener Rigsadvokaten. De foretog en 'en konkret og skønsmæssigt præget vurdering'", hedder det i afgørelsen, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere